Spring til indhold

Fuldt blus på efterårsferien: oktober er blevet kystturismens anden højsæson

10. oktober 2025

Igen i år forventes tusindvis af danske og udenlandske turister at holde efterårsferie i de danske feriehuse. Der er masser af gæster i hele oktober, ikke kun i uge 42, påpeger Dansk Erhverv, der opfordrer til at flere restauranter og butikker i kystområderne holder mere åbent.

I oktober sidste år var der 2,6 mio. turistovernatninger i de danske feriehuse, det er knap 760.000 eller 40 pct. flere end for ti år siden.

Nye bookingtal fra Danmarks Statistik viser, at bookingerne til oktober, ligger på stort set samme niveau som sidste år. Dermed bliver oktober, næstefter juli og august, igen i år feriehusbranchens anden højsæson.

I modsætning til danskerne, som primært holder efterårsferie i uge 42, så har de udenlandske gæster fri på andre tidspunkter, forklarer Lars Ramme Nielsen, branchedirektør i Dansk Erhverv.

”I Tyskland er efterårsferien spredt ud over hele oktober. I flere delstater endda ind i november. I Slesvig-Holsten og Hamborg holder børnene fri helt frem til den 31. oktober, mens ferien i Berlin og Brandenburg løber til den 1. november. Bayern ligger endnu senere med efterårsferie frem til den 7. november.”

I Sverige er der efterårsferie i uge 44, mens efterårsferien i Norge sædvanligvis ligger i uge 40 og 41.

Halloween og andre oplevelser kan øge efterårsturismen
Der ligger fortsat et stort uudnyttet potentiale i at tiltrække endnu flere gæster i efteråret, mener Dansk Erhverv.

”Vi kunne sikre langt flere gæster i oktober, hvis flere holdt åbent eller tænkte i tilbud målrettet de udenlandske efterårsturister. Mange butikker og oplevelsessteder har taget Halloween til sig, og det er et kærkomment bidrag til mere turisme,” siger Lars Ramme Nielsen. 

Dansk Erhverv ser gerne at efterårsturisme prioriteres, da det vil både øge og sprede omsætningen, forbedre indtjeningen og skabe værdi i turismen langt ud over sommermånederne. Det vil samtidig understøtte helårsbeskæftigelsen – især i de dele af landet, hvor turisme er en af de vigtigste jobskabere.

Turistovernatninger i udlejede feriehuse  

  2024
I alt 23.476.205
Juli 4.194.807
August 3.945.031
Oktober 2.645.929
September 2.279.890
Juni 2.273.219
Maj 2.123.705
April 1.481.263
Marts 1.465.205
December 958.695
November 848.842
Februar 710.875
Januar 548.744

Kilde: Danmarks Statistik

 

Fik du læst?

Nyhed

Sommerferien i Danmark er slet ikke slut - nu strømmer turisterne hertil

Skoleklokkerne har ringet ind og langt de fleste danskere er tilbage på job. Men for mange tyskere er ferien først lige startet, og flere end sidste år har kursen mod Danmark. 

Nyt strandresort åbner i Køge: Kan blive vækstmotor for lokale virksomheder

For Rox Resort, der åbner den 1. november 2025, er ambitionen at aktivere en masse virksomheder fra lokalområdet. For resortet ser et stort potentiale i at høste værdi gennem lokale samarbejdspartnere, lyder det fra adm. direktør Carl Hegestad.

Kontakt

Turisme, Kultur & Oplevelse

Lars Ramme Nielsen

Branchedirektør