Freja Brandhøj: Danmark har iværksætterne – men vi mangler kapitalen og et børsmarked, der virker
Otte ud af 12 danske unicorn-virksomheder er flyttet ud af Danmark siden årsskiftet. Dansk Erhvervs chef for iværksætteri og regelforenkling efterlyser et velfungerende børsmarked, bedre investeringsvilkår og et kapitalmarked, der kan holde på vækstvirksomhederne.
Kommentar af Freja Brandhøj, chef for iværksætteri og regelforenkling i Dansk Erhverv.
Danmark elsker iværksættere. Vi hylder startups, deler priser ud og taler begejstret om innovation. Men når virksomhederne vokser og skal tage det afgørende skridt fra lovende startup til global scale-up, svigter vi dem. Det er ikke, fordi iværksætterne forsvinder, men fordi kapitalen gør.
Fakta er ganske klare. Danmark har siden årtusindskiftet skabt 12 unicorns – virksomheder, der når en markedsværdi på 1 milliarder dollar eller mere – men otte af dem er flyttet ud af landet. Ikke af ideologiske grunde, men fordi det ganske enkelt er lettere at rejse kapital, finde investorer og skalere forretningen uden for Danmark og Europa. Det er ikke et iværksætterproblem. Det er et politisk problem.
Et kæmpe finansieringsgab
Europa og Danmark er faktisk gode til at finansiere de tidlige faser. Vi er med på seed og early stage – de første investeringsrunder i en startups liv. Men når virksomhederne har bevist deres forretningsmodel og skal rejse større beløb for at vokse globalt, opstår der et markant kapitalgab. Det europæiske vækstfinansieringsgab vurderes til omkring 375 milliarder dollar. Det betyder, at virksomheder med dokumenteret potentiale enten må drosle ambitionerne ned eller flytte derhen, hvor kapitalen er. Når kapitalen flytter, følger arbejdspladser, skatteindtægter og teknologisk udvikling med.
Et velfungerende børsmarked burde være en naturlig del af løsningen. Men i Danmark fungerer børsen i stigende grad ikke som en vækstplatform. Likviditeten er lav, især for small og midcap-selskaber – mindre og mellemstore børsnoterede virksomheder i vækst – og både private og institutionelle investorer deltager i begrænset omfang sammenlignet med vores nabolande. Resultatet er, at børsnotering for mange virksomheder opleves som mere risikabel end attraktiv. Det er ikke overraskende, at virksomheder i stedet vælger private fonde eller udenlandske markeder.
Bedre rammer for investeringer
Hvis vi vil have flere danske virksomheder til at blive i Danmark og vokse her, skal vi gøre det mere attraktivt at investere i dem. Kapital følger incitamenter, ikke nationale hensigter. Danmark har i dag en samlet beskatning af aktieindkomst, der ligger i den tunge ende internationalt, og det svækker incitamenterne til langsigtede investeringer i danske vækstvirksomheder. Samtidig er loftet på aktiesparekontoen unødigt lavt. Dansk Erhverv anbefaler, at det hæves til minimum 750.000 kroner. I Norge og Sverige findes der slet ikke et loft, og det kan ses på både investoradfærd og likviditet.
Derudover skal vi skabe bedre rammer for institutionelle investeringer i vækst. Pensionskasserne råder over enorme midler, men regulering og administrative byrder gør det vanskeligt at investere i venture, growth og small- og midcap-segmentet. Her er der brug for mere proportional regulering og bedre muligheder for risikodeling, så kapitalen i højere grad kan arbejde for danske virksomheder.
Adgang til kapital og et velfungerende børsmarked er ikke tekniske detaljer for særligt interesserede. Det er fundamentet for fremtidens danske erhvervsliv. Hvis vi vil have flere virksomheder til at blive, vokse og børsnoteres i Danmark, skal vi indrette vores skatte-, kapital- og reguleringssystemer derefter. Ellers vil kapitalen fortsat søge derhen, hvor rammerne er bedre, og Danmark vil stille og roligt tabe terræn. Vi har iværksættertalenterne. Nu mangler vi at give dem rammerne til at blive.
Læs mere i rapporten "Vækst i virkeligheden" nedenfor.
Læs også
40 anbefalinger fra Dansk Erhverv: Skal fjerne benspænd for danske vækstvirksomheder
Med nyt udspil vil Dansk Erhverv at skabe bedre vilkår for danske vækstvirksomheder, der oplever mange benspænd i en international konkurrence. ”Lad os gøre Danmark til en vækstnation i verdensklasse” lyder det fra Brian Mikkelsen.
Nyt lavpunkt: 2025 bød på færrest nystartede virksomheder i statistikkens historie
Danmark hungrer efter vækst og nye virksomheder. Derfor er det alarmerende, at antallet af nyregistrerede virksomheder i 2025 nåede det laveste niveau siden 2015, lyder det fra Dansk Erhverv.
Kurser og events
-
Medlemmer0 kr.
-
Ikke-medlemmer0 kr.
Iværksætternetværk Aarhus
-
Medlemmer0 kr.
-
Ikke-medlemmer0 kr.
Iværksætternetværk Aarhus
-
Medlemmer0 kr.
-
Ikke-medlemmer0 kr.
Kontakt
Iværksætteri
Freja Brandhøj
Chef for Iværksætteri og Regelforenkling