Styrk din virksomheds bundlinje med kunst og kultur
Arbejder din virksomhed med kunst og kultur i jeres CSR- og ESG-arbejde? Det kan styrke både bundlinje og arbejdsmiljø. Her kan du læse om alle gevinsterne.
Kunsten kan langt mere i virksomheder end blot at dekorere hvide vægge. Når kunst og kultur bliver bragt i spil på arbejdspladsen, kan det styrke arbejdsmiljøet og arbejdsglæden, understøtte konkrete ESG-indsatser og i sidste ende bidrage til en positiv samfundsudvikling.
Sådan lyder budskabet fra Mette Bjerregaard, impact producer og konsulent på en række danske dokumentar- og spillefilm, og Pernille Skov, rådgiver og leder for CAKI - Center for Anvendt Kunstnerisk Innovation. Deres opfordring til virksomhederne er derfor klar: Dansk erhvervsliv bør i langt højere grad udforske kunstens potentiale og tage den kunstneriske og kreative dimension til sig som metode, katalysator og strategisk redskab.
Kunst, arbejdsmiljø og talent
I Dansk Erhverv har vi fokus på kunstens værdi, og aktuelt er en række kunstværker blevet installeret i de indflytningsklare dele af Børsen. Hensigten er, at kunsten skal være en integreret del af fortællingen om bygningen. Et greb, der forbinder historie, nutid og fremtid.
Dansk Erhvervs analyse om Kunst på jobbet fra 2024 viser, at 42 procent af medarbejdere i den private sektor oplever, at kunst på arbejdspladsen styrker arbejdsmiljøet, mens 24 procent oplever øget arbejdsglæde. Særligt blandt unge medarbejdere bliver kunst vurderet som en positiv faktor.
Det peger i retning af, at kunst og kultur også kan spille en vigtig rolle i virksomhedernes employer branding og i konkurrencen om talent.
Samtidig har kunsten også en relevans i forretnings- og forandringsmæssige projekter. Den bevæger og kan sætte ting i bevægelse. Kunst og kultur kan anvendes strategisk som katalysator for innovation, refleksion og forandringsprocesser og kan dermed aktiveres som et effektivt redskab i arbejdet med ESG.
Lidl: Når kultur skaber dialog, identifikation og samfundsværdi
Et godt eksempel på, at man i erhvervslivet kan arbejde med samfundsansvar og på samme tid understøtte kulturen, er Lidl. Som en del af deres ESG-indsats og for at skabe refleksion og dialog om alkoholkulturen og sundhed blandt unge i Danmark har Lidl støttet udviklingen af undervisningsmateriale til fiktionsfilmen Fuld af kærlighed, som er målrettet landets gymnasiale- og erhvervsuddannelser. Her er formålet ikke blot oplysning, men i høj grad også identifikation og engagement.
Nina la Cour, som er ESG-konsulent i Lidl, forklarer virksomhedens indsats med:
”Lidls arbejde med sundhedsfremme kræver mere end blot oplysning – det kræver identifikation. Her fungerer kultur som en unik løftestang. Ved at støtte undervisningsmaterialet til ’Fuld af kærlighed’ bruger vi filmen som en formidlingskanal til at nå de unge i øjenhøjde. Alkoholmisbrug er et emne, der skærer på tværs af alle sociale lag, men det er ofte præget af tavshed. Kunsten kan noget, en brochure ikke kan: Den kan åbne for de svære samtaler. For os er kultur derfor ikke bare underholdning; det er en direkte investering i folkesundhed og en nødvendig bro til den næste generation.”
På den måde fungerer kunst og kultur som både formidlende og mobiliserende kraft. Det bliver et redskab til at nå målgrupper på deres præmisser og skabe engagement om komplekse samfundsudfordringer.
Når hjerter og bundlinjer mødes
Virksomheder står i dag over for komplekse og sammenvævede udfordringer, der kræver helhedsorienteret tænkning. Bliver de kunstneriske metoder og kreative kompetencer bragt i spil som strategisk ressource, kan det styrke virksomheders evne til at tænke langsigtet, udfordre vanetænkning og skabe nye handlemuligheder, lyder det fra Pernille Skov og Mette Bjerregaard.
Kunst og kultur giver adgang til vores følelser og engagement, påpeger de. Når hjerter bliver bevæget, husker mennesker budskaberne, og der bliver skabt momentum. Flere virksomheder kan derfor med fordel overveje at arbejde mere målrettet med kunst og kultur, der understøtter forretningsudvikling, inklusion og forandring. Det styrker både bundlinje og bidrager positivt til samfundet.
Arbejdet med CSR og bæredygtig omstilling fylder fortsat i dansk erhvervsliv, også selvom både rammer og lovgivning har ændret sig markant de seneste år. Dansk Erhvervs analyse ’Alle ombord’ fra december 2025 viser, at 72 procent af de virksomheder, der arbejder med CSR, oplever positive gevinster.
I Dansk Erhverv arbejder vi for, at CSR og ESG bliver konkret, forretningsnært og værdiskabende. Her ligger der et stort, uudnyttet potentiale i flere strategiske samarbejder mellem virksomheder og kulturaktører. Etablering af flere værdiskabende samarbejder mellem virksomheder og forskellige typer af kulturaktører ligger lige for og kan være en genvej og inspiration til flere betydelige ESG- og diversitetsaktiviteter.
Læs også
Kim Fournais har fyldt Saxo Bank med 595 kunstværker: "Medarbejdere skal udfordre status quo"
Saxo Bank er fyldt med kunstværker – blandt andet for at inspirere medarbejderne til at tænke ud af boksen. Og flere virksomheder bør invitere kunsten ind, for god kaffe og en lækker frugtkurv er ikke længere nok til at lokke nye medarbejdere til, fortæller Tanya Lindkvist, direktør i Kunst På Arbejde.
Nu starter arbejdet med at sikre den rigtige kunst til Børsen
Dansk kulturarv stod i flammer, da Børsen brændte. Som et led i genopbygningen skal kunsten gentænkes, og det sker i et samarbejde mellem Dansk Erhverv og Kunst På Arbejde. På formålet er nedsat en styregruppe med nogle af landets absolut største kunstkompetencer.
Dansk Erhverv tager igen Børsen i brug: Se de flotte billeder!
Genopførelsen af Børsen, der på tragisk vis brændte den 16. april 2024, er i fuld gang. Den 18. december markerer en milepæl, idet Dansk Erhverv igen tager en del af Børsen i brug igen.
Kurser og events
Det bæredygtige rapporteringsspor: EU’s Omnibus
-
Medlemmer0 kr.
-
Ikke-medlemmer0 kr.
EN NY SAMTALE OM LIGESTILLING
-
Medlemmer0 kr.
-
Ikke-medlemmer0 kr.
-
No show gebyr500 kr.
Diversitetspagten og de 5 transformationsprincipper – sådan skaber du en mangfoldig og inkluderende kultur i din virksomhed
-
Medlemmer0 kr.
-
Ikke-medlemmer0 kr.
Kontakt