Vederlag til arbejdsmiljørepræsentanter – her er reglerne på ABAF’s overenskomster
Under overenskomstforhandlingerne i 2025 blev det aftalt, at arbejdsmiljørepræsentanter, som er medlemmer af det overenskomstbærende forbund, har ret til et årligt vederlag på 9.000 kr. ABAF gennemgår her reglerne for arbejdsmiljørepræsentanters ret til vederlag.
Ret til vederlag
En af nyskabelserne ved overenskomstforhandlingerne i 2025 var de nye bestemmelser om arbejdsmiljørepræsentanters ret til vederlag. Reglerne trådte i kraft den 1. marts 2025 og medfører, at arbejdsmiljørepræsentanter, der er medlem af det overenskomstbærende forbund, har ret til et årligt vederlag på 9.000 kr.
Vederlaget tildeles for det hverv, der udføres som arbejdsmiljørepræsentant. Vederlaget er hverken pensions- eller feriepengeberettiget og indgår ikke i beregningen af øvrige overenskomstmæssige betalinger, fx fritvalgs lønkonto eller særlig opsparing.
Beløbet reduceres forholdsmæssigt, hvis arbejdsmiljørepræsentanten ikke bestrider sit hverv eller ikke er medlem af det overenskomstbærende forbund i hele kalenderåret. Vederlaget er fast uanset størrelsen på det område, som arbejdsmiljørepræsentanten dækker. I forhold til vederlagets størrelse er det derfor underordnet, hvor mange af sine kolleger arbejdsmiljørepræsentanten repræsenterer.
Betalingen af vederlag
Arbejdsmiljørepræsentanten, der har ret til et vederlag, skal tilmelde sig betalingen via sit forbund. Virksomheder med en arbejdsmiljørepræsentant omfattet af overenskomsten kan herefter blive bedt om at bekræfte, at medarbejderen er valgt som arbejdsmiljørepræsentant.
På ABAF’s overenskomst med Dansk Metal er det Samarbejds- og uddannelsesfonden, der udbetaler vederlaget til arbejdsmiljørepræsentanten, mens det på ABAF’s overenskomst med Malerforbundet i Danmark sker via MALKOM.
Det betyder, at det ikke er virksomheden, der skal betale vederlaget direkte til den organiserede arbejdsmiljørepræsentant.
Vederlaget til arbejdsmiljørepræsentanter for 2025 betales forholdsmæssigt og kommer til udbetaling ved udgangen af 4. kvartal.
Kontakt vores Hotline
Hvis du har spørgsmål til ovenstående, er du velkommen til at kontakte ABAF / Dansk Erhvervs Hotline på tlf. 3374 6400 eller mail: hotline@danskerhverv.dk
Kontakt
Ansættelsesret - Autobranchen, Oplevelser og Service
Louise Flyger
Chefkonsulent, advokat
Ansættelsesret - Autobranchen, Oplevelser og Service
August Grave
Advokatfuldmægtig