Spring til indhold

Geopolitisk usikkerhed åbner danske virksomheders øjne for europæisk teknologi

16. januar 2026

Ifølge en ny medlemsundersøgelse fra Dansk Erhverv ønsker 52 pct. af virksomhederne – i varierende grad – at reducere deres brug af ikke-europæiske cloudleverandører. Geopolitisk usikkerhed og databeskyttelse er de vigtigste grunde til, at virksomhederne ser mod europæiske alternativer. 

Billede af it datacenter

Geopolitisk usikkerhed og databeskyttelse får flere danske virksomheder til at se mod europæiske cloudløsninger.

10 pct. af de danske virksomheder ønsker i høj grad at reducere deres brug af ikke-europæiske cloudleverandører, mens 21 pct. i nogen grad ønsker at reducere ikke-europæiske leverandører. Endelig ønsker også 21. pct. i mindre grad at reducere brugen af ikke-europæisk cloud.  Det viser en ny medlemsundersøgelse fra Dansk Erhverv gennemført blandt knap 700 virksomheder. 

I dag er danske virksomheder afhængige af ikke-europæiske cloudtjenester. 88 pct. af virksomhederne, der bruger cloud og kender deres leverandør, anvender mindst én ikke-europæisk cloududbyder. Alligevel svarer 52 pct. i forskellig grad, at de ønsker at mindske brugen af ikke-europæiske løsninger. 

”Virksomhedernes primære fokus er forretning med effektiv og værdiskabende digitalisering, men vi kan konstatere, at de også har fået blik for geopolitik og databeskyttelse. Der er altså tilføjet en strategisk dimension til anvendelsen af cloud-tjenester til de rent tekniske spørgsmål,” siger Poul Noer, fagchef for digital infrastruktur i Dansk Erhverv. 

Geopolitik og databeskyttelse trumfer pris
Det er især bekymringer om geopolitik og databeskyttelse, der får virksomhederne til at se sig om efter alternativer:

  • 52 pct. peger på geopolitisk usikkerhed som årsag til at ville flytte væk fra ikke-europæiske cloudleverandører 
  • 42 pct. fremhæver databeskyttelse og compliance, herunder GDPR og Schrems II 

Økonomi spiller derimod en mindre rolle for virksomhederne:

  • 15 pct. peger på pris og omkostning 
“Der har længe være fokus på prisen i debatten om cloud-løsninger, men i vores undersøgelse vinder geopolitik og databeskyttelse altså over pris,” siger Poul Noer.

Europæiske cloudløsninger foretrækkes – men kendskabet halter
Når virksomhederne ser på alternativer, er det især europæiske cloudleverandører, der trækker:

  • 42 pct. foretrækker europæiske cloududbydere
  • 26 pct. peger specifikt på danske leverandører 

Samtidig svarer hver fjerde virksomhed, at de mangler kendskab til europæiske cloudleverandører, og halvdelen ved ikke, om de europæiske løsninger er konkurrencedygtige i forhold til de globale aktører. 

”Undersøgelsen peger på, at mange virksomheder mangler overblik over europæiske alternativer og deres styrker. De efterspørger ikke nødvendigvis at trække stikket til de globale teknologiløsninger, men der er behov for viden, valgfrihed og forudsigelighed i en mere usikker verden,” siger Poul Noer. 

Fakta 

  • 65 pct. af Dansk Erhvervs medlemmer bruger cloud og ved, hvilken leverandør de bruger
  • Microsoft Azure er den mest udbredte cloudleverandør
  • 88 pct. af cloudbrugerne anvender mindst én ikke-europæisk leverandør
  • Kun 11 pct. ønsker at flytte data hjem til egne servere (on-prem) 
Vil virksomheder skifte væk fra ikke-europæiske cloudleverandører
pdf

Kontakt

Presse

Jesper Ingemann

Seniorpressekonsulent