Dansk Erhverv styrker indsatsen for byggeengros og byggeri
Store investeringer i forsvar, energi, klimatilpasning og byudvikling kommer til at præge Danmark i de kommende år. Samtidig står bygge- og anlægsbranchen over for stigende krav til dokumentation, bæredygtighed og produktivitet. Derfor styrker Dansk Erhverv nu indsatsen på området med ansættelsen af Christoffer Lønhart Arhøj som chefkonsulent for byggeengros og byggeri.
Som chefkonsulent får han ansvaret for at samle og styrke Dansk Erhvervs arbejde på tværs af bygge- og anlægsbranchen, byggecentre og grossister.
"Jeg vil gå til arbejdet med det mål for øje at sikre de bedste rammevilkår for Dansk Erhvervs medlemmer gennem hele værdikæden. Bygge- og anlægsbranchen knokler på i en tid, hvor den globale uro har sat sig i byggeomkostningerne, og hvor der kæmpes om alle projekter og leveringer ud til entreprenørerne. Samtidig fortsætter branchens arbejde med at reducere sit CO2-aftryk og styrke sin konkurrenceevne på et benhårdt marked."
Siden Christoffer tiltrådte har han været rundt hos en række medlemsvirksomheder.
"Det har været en fornøjelse at møde medlemmerne og få indblik i deres hverdag. Jeg oplever virksomheder med stor handlekraft og stærke ambitioner, men også virksomheder, der bruger stadig flere ressourcer på regler, dokumentation og nye krav. Jeg vil arbejde for, at medlemmerne får bedre muligheder for at fokusere på deres forretning og skabe vækst."
Med en baggrund fra både CBS, politik og byggebranchen ser Christoffer en vigtig opgave i at omsætte virksomhedernes udfordringer til politiske løsninger.
"Som chefkonsulent vil jeg bygge bro mellem Christiansborg og byggebranchen. Politik er en branche for sig, og virksomhederne har brug for en stærk stemme, der kan omsætte deres virkelighed til konkret politisk handling. Det gælder ikke mindst i en tid med stigende klimadatakrav, omfattende regulering og store investeringer i samfundets udvikling."
I Dansk Erhverv er der særligt fokus på, at regeringens ambitioner for byggeri, infrastruktur og grøn omstilling bliver omsat til konkrete projekter.
"Det er positivt, at regeringen ønsker mere byggeri, mere renovering og en stærkere grøn omstilling. Men ambitioner gør det ikke alene. Vi har brug for hurtigere plan og godkendelsesprocesser, færre administrative barrierer og bedre rammer for investeringer. Hvis Danmark skal lykkes med byudvikling, klimatilpasning, udbygning af elnettet og styrkelsen af vores forsvar, skal flere projekter realiseres hurtigere end i dag. Byggeriet er en forudsætning for, at vi kommer i mål med tidens vigtigste samfundsopgaver"
Christoffer Lønhart Arhøj, chefkonsulent for byggeengros og byggeri, kan ved spørgsmål kontaktes på 2720 8205 eller char@danskerhverv.dk
Byggesager trækker ud: Dansk Erhverv ønsker garanti for svar inden 30 dage
I 4 ud af 10 byggesager lever sagsbehandlingstiden ikke op til de nationale servicemål, viser analyse fra Dansk Erhverv. Erhvervsorganisationen efterlyser en garanti på 30 dage til gavn for både virksomheder og bygherrer.
Godt nyt for byggebranchen: Stærke grønne ambitioner og opgør med byggeriets regeljungle i nyt regeringsgrundlag
Dansk Erhverv glæder sig over, at den nye regering vil gøre det lettere at bygge, renovere og omdanne eksisterende bygninger. Samtidig er der positive takter på områder som regelforenkling, hurtigere byggesagsbehandling, klimatilpasning og en stærkere cirkulær økonomi.
Kontakt