Regeringen genfremsætter vigtige skatte- og afgiftsforslag
Dansk Erhverv glæder sig over, at firkløverregeringen vil genfremsætte en række skatte- og afgiftsforslag, som SVM-regeringen havde lagt frem før valget.
Firkløverregeringen vil genfremsætte en række skatte- og afgiftsforslag, som SVM-regeringen havde lagt frem før valget.
Det fremgår af en nyhed fra Skatte- og Vækstministeriet, at regeringen blandt andet vil genfremsætte forslag om at fjerne bogmomsen og kaffeafgiften, udvide beskæftigelsesfradraget for seniorer og indføre fradrag for motion og musikundervisning. Flere af initiativerne ventes at få virkning fra 2026, mens nulmoms på bogmomsen og afskaffelse af kaffeafgiften forventes fra 2027, hvis lovforslagene vedtages. Det er gode initiativer, som kan give danskerne flere penge mellem hænderne, og Dansk Erhverv ser derfor positivt på genfremsættelserne.
Fradrag for motion kan styrke danskernes adgang til sundhed og fællesskaber
Dansk Erhverv ser særligt positivt på, at regeringen vil indføre et fradrag for motion og musikundervisning. Fitness er den mest udbredte motionsform i Danmark, og de kommercielle fitnesscentre spiller en vigtig rolle i at give danskerne adgang til regelmæssig motion, sundhed og fællesskaber. Fradraget kan være med til at afbøde nogle af de negative konsekvenser af den momspligt på visse former for motions- og fitnessundervisning, som følger af EU-retten. Samtidig er det vigtigt, at reglerne udformes så enkelt som muligt, så de ikke skaber unødige administrative byrder eller konkurrenceforvridning for de kommercielle fitnesscentre.
Forslaget om bortskaffelse af afgiften på chokolade- og sukkervarer bortfalder fortsat
Samtidig er Dansk Erhverv ærgerlig over, at regeringen ikke genfremsætter forslaget om at afskaffe afgiften på chokolade- og sukkervarer. Chokolade- og sukkerafgiften er en enorm administrativ byrde for de virksomheder, der betaler og administrerer den. Derfor havde Dansk Erhverv gerne set, at regeringen også havde fastholdt ambitionen om at afskaffe den.
Yderligere forslag
Foruden de ovenfor nævnte initiativer vil regeringen også genfremsætte:
- Ligestilling af søskendes børn med nær familie ift. boafgiften
- Forhøjelse af standardfradrag for dagplejere
- Løft af godtgørelse til frivillige
- Fradrag for lønudgifter til udvikling af software fra 2025
- Lempeligere regler for betaling af tinglysningsafgift ifm. tinglysning af elnettet mv.
Dansk Erhverv vil nu følge lovarbejdet tæt og fortsat arbejde for enklere regler og færre administrative byrder for virksomhederne.
Du kan læse nyheden fra Skatte- og Vækstministeriet her.
RELATEREDE ARTIKLER
Regeringen vil hæve befordringsfradraget midlertidigt: Her er, er hvad det betyder for dine ansatte
Regeringen har fremlagt et hastelovforslag om at forhøje befordringsfradraget resten af 2026 som reaktion på de stigende benzin- og dieselpriser. Se, hvad du eller dine medarbejdere kan få i ekstra fradrag.
Regeringen vil hæve loftet på aktiesparekontoen til 500.000 kroner
Regeringen lægger i regeringsgrundlaget op til en markant styrkelse af aktiesparekontoen. Konkret vil regeringen hæve indskudsloftet til 500.000 kr. og ændre opgørelsen af loftet, så det fremover baseres på det oprindelige indskud og ikke den løbende værdi af kontoen.
Dansk Erhverv: Særdeles stærke tiltag for erhvervsliv og konkurrencekraft i nyt regeringsgrundlag – men også flere tidsler og usikker finansiering
Regeringen vil bl.a. sænke selskabsskatten, fjerne top top-skatten, øge arbejdsudbuddet og tage et opgør med bøvl og byrder. Det er nødvendigt og bør gå hurtigt, hvis Danmark også fremover skal være et velstående og konkurrencedygtigt land, mener Dansk Erhverv.
Kontakt