Dansk Erhverv: Industrial Accelerator Act kan fremme den grønne europæiske industri - men der er behov proportionelle indgreb
Efter flere måneders tilløb og interne magtkampe har EU-Kommissionen fremlagt forslag om Industrial Accelerator Act. I en verden med behov for at styrke den europæiske resiliens også i energisektoren hilser Dansk Erhverv forslaget velkomment og vil arbejde for proportionelle og fornuftige indgreb, der kan fremme den europæiske grønne industri.
Efter flere forsinkelser og læk har EU-Kommissionen nu fremlagt et forslag til en Industrial Accelerator Act (IAA), der skal styrke europæisk industriproduktion og reducere strategiske afhængigheder i en mere geopolitisk usikker verden.
Forslaget kombinerer hurtigere godkendelsesprocesser med nye krav til europæisk oprindelse og betinget adgang for større udenlandske investeringer i strategiske sektorer.
”Dansk Erhverv ønsker en Industrial Accelerator Act, der fremmer europæisk grøn industri og reducerer risikofyldte afhængigheder. Samtidigt er danske virksomheder inden for dette felt globale aktører, der køber ind på et internationalt marked og med en værdikæde, der ofte ligger udover Europas grænser. Derfor skal indgreb i denne frihed have fokus på at adressere konkrete sårbarheder, for eksempel i digitale styresystemer,” siger Ulrich Bang, vicedirektør i Dansk Erhverv.
Krav til europæiske fremstillet grøn teknologi
I forslaget stilles krav om, at en minimumsandel af udvalgte produkter og hovedkomponenter i grøn teknologi, der støttes i offentlige auktioner, udbud og støttepuljer, skal være produceret i Europa. Det skal fremme efterspørgslen på europæisk grøn teknologi som fx vindmøller, men kan komme til at betyde højere priser ved opstilling af grøn energi i Europa.
”Frihandel er grundlæggende godt for velstand og vækst og kan samtidig accelerere den grønne omstilling. Men det forudsætter fair og ordentlige konkurrencevilkår. Vi kan desværre konstatere, at der i dag foregår unfair konkurrence, hvor teknologier udefra prisdumpes på det europæiske marked. Det undergraver vores egen industri og risikerer at gøre os strategisk afhængige på nye områder. Vi skal undgå, at vi erstatter en energiafhængighed af olie og gas med en afhængighed af grøn teknologi fra bl.a. Kina. Vi skal kunne stå egen ret i Europa, hvad angår den grønne omstilling. Derfor er det fornuftigt, at europæiske skattekroner ikke går til at subsidiere tredjelandes forsøg på at udkonkurrere vores egen grønne industri,” siger Ulrich Bang.
Adgangskrav til udenlandske investeringer
I forslaget sættes begrænsninger på, hvilke udenlandske investorer der kan få adgang til det europæiske marked, ligesom der stilles krav til, at større udenlandske investeringer i den grønne sektor skal bidrage med arbejdspladser, teknologi og skal basere sig på europæiske input.
”Den europæiske grønne industri og energiomstilling tiltrækker heldigvis udenlandske investeringer. Det skal vi holde fast i. Men vi skal ikke være blåøjede, når det kommer til Europas sikkerhed og uafhængighed. Derfor er det forståeligt, at der i forslaget ses på krav til tredjelandes investeringer, men det er vigtigt, at kravene er effektive og står mål med den risiko og sårbarhed, som det skal adressere,” siger Ulrich Bang.
For mere information kontakt Dansk Erhvervs pressetelefon på 70 22 80 10.
Tilmeld dig
Få støtte til cirkulær omstilling i din virksomhed
-
Medlemmer0 kr.
-
Ikke-medlemmer990 kr.
Kontakt