Tilbyder du dine kunder finansiering? Nu skal du registreres hos Finanstilsynet
Fra den 20. november skal kreditformidlere være registreret hos Finanstilsynet. Manglende registrering kan straffes med bøde eller fængsel i op til 4 måneder. Se, om din virksomhed skal registreres som kreditformidler.
Er jeg kreditformidler?
Det er du, hvis du sælger en vare eller en tjeneste, og samtidig præsenterer kunden for et lån, der kan bruges til at finansiere købet. Det er for eksempel en optiker, der tilbyder finansiering af nye briller, en elektronikbutik, der tilbyder finansiering af et tv eller et rejseselskab, der via en partner tilbyder finansiering af købet af rejsen. Reglerne gælder uanset, om du sælger dine varer eller tjenester fra en fysisk butik eller online.
Det afgørende er, at du formidler lånet – enten ved at præsentere det eller ved at medvirke til, at kunden kan indgå låneaftalen på kreditgivers vegne.
Undtagelser fra registreringskravet
Hvis din virksomhed er en såkaldt SMV – altså en lille eller mellemstor virksomhed – skal den som udgangspunkt ikke registreres som kreditformidler. Det gælder, hvis virksomheden:
a) har færre end 250 ansatte, og
b) har en omsætning på højst 50 mio. euro eller en samlet balance højst 43 mio. euro, og
c) accessorisk optræder som kreditformidlere, dvs. hvis hovedformålet med virksomheden ikke er kreditformidling.
Hvis din virksomhed er en del af en større gruppe eller koncern, skal du være opmærksom på, at det er de samlede tal for hele gruppen, der tæller. Det betyder, at hvis virksomheden f.eks. er en del af en koncern, skal tallene beregnes på koncernniveau, hvis de nærmere betingelser er opfyldt.
Læs mere på Finanstilsynets hjemmeside
Du kan læse meget mere om de nye krav på Finanstilsynets hjemmeside og på virk.dk, hvor du også kan ansøge om at blive registreret:
Kreditformidlere skal registreres hos Finanstilsynet | Finanstilsynet
Ansøgning om registrering som kreditformidler | Finanstilsynet
Introduktion - Ansøg om registrering som kreditformidler hos Finanstilsynet | Virk
Finanstilsynet har lavet side med Q&A
Da flere virksomheder har bedt Finanstilsynet om at vurdere, hvad der forstås ved et vederlag eller anden aftalt finansiel modydelse i henhold til reglerne om kreditformidling, har Finanstilsynet en oversigt med spørgsmål og svar.
Målet med den nye side er at hjælpe virksomhederne med selv at vurdere, hvorvidt de skal ansøge om registrering som kreditformidler eller ej. Spørgsmål & svar-siden er især relevant for virksomheder, der hjælper forbrugere med at finde eller optage kredit uden at modtage direkte betaling, honorar eller provision fra kreditgiveren.
Du kan se mere på Finanstilsynets hjemmeside her.
Hvis du er medlem af Dansk Erhverv og har spørgsmål til de nye regler, er du altid velkommen til at kontakte vores erhvervsjurister.
Andre læser:
Nye regler kan få betydning for bonus- og provisionsaftaler
Den 20. november 2026 træder nye regler i blandt andet kreditaftaleloven og lov om forbrugs-lånsvirksomhed i kraft. Reglerne stiller krav til aflønning og kompetencer hos medarbejdere, der formidler finansiering eller rådgiver kunder om finansiering.
Det digitale produktpas skærper konkurrencen på produktdata – se, hvad det betyder for din virksomhed
Det digitale produktpas stiller nye krav til virksomhedernes produktdata og dokumentation, men giver samtidig mulighed for at styrke konkurrenceevnen. For blandt andet tekstilbranchen og byggeriet nærmer de kommende regler sig, og virksomheder bør derfor allerede nu forberede sig på kravene til produktinformation og leverandørkæder
Kontakt
Handel
Bo Dalsgaard
Fagchef for Forbrugeraftaler og Forbrugerklagesystemer