Dansk Erhverv: Nye Airbnb-regler mangler fundamentet for effektiv kontrol
20. oktober 2026
Registrering, løbende datadeling og tilstrækkelige ressourcer skal sikre, at nye kontrolbeføjelser virker i praksis. Det fremhæver Dansk Erhverv i sit høringssvar til regeringens forslag om styrket håndhævelse af reglerne for korttidsudlejning, som netop har været i høring frem til den 21. oktober.
Dansk Erhverv opfordrer til et nationalt registreringssystem efter EU’s Short-Term Rental-forordning. Det skal omfatte både hele helårsboliger og værelser, sikre registreringsnumre i annoncer og give myndighederne systematisk adgang til data på tværs af platforme.
Ulovlig korttidsudlejning og skyggehoteller kan fjerne helårsboliger fra boligmarkedet, skabe gener for naboerne og stille lovlige overnatningsvirksomheder dårligere i konkurrencen. Derfor støtter Dansk Erhverv, at myndighederne får bedre muligheder for at gribe ind.
Forslaget til ændring af sommerhusloven indeholder flere relevante forbedringer: Oplysningspligt, mulighed for at fjerne annoncer eller blokere bookinger, skærpede sanktioner og mulighed for kommunalt tilsyn. Det er også positivt, at ejendomsejere skal orienteres, når deres ejendom udlejes i strid med sommerhusloven.
Men forslaget løser fortsat ikke de grundlæggende problemer med manglende registrering og løbende adgang til udlejningsdata.
”Nye beføjelser gør først for alvor en forskel, når myndighederne kan finde den ulovlige udlejning. Derfor skal registrering og datadeling være fundamentet. Ellers risikerer vi mere administration uden at få den effektive kontrol, der er brug for,” siger Lars Ramme Nielsen, branchedirektør i Dansk Erhverv.
Oplysningspligt giver ikke det nødvendige overblik
Den foreslåede oplysningspligt kan styrke kontrollen i konkrete sager. Men myndighederne kan for eksempel ikke kræve oplysninger om alle udlejere i en bestemt bydel eller alle, der har overskredet et bestemt antal udlejningsdage. De skal allerede have identificeret de relevante udlejere.
Dansk Erhverv opfordrer derfor til et nationalt registreringssystem efter EU’s Short-Term Rental-forordning. Det skal omfatte både hele helårsboliger og værelser, sikre registreringsnumre i annoncer og give myndighederne systematisk adgang til data på tværs af platforme.
”Kontrollen skal kunne følge den samme bolig og den reelle udlejer, selv om der oprettes en ny profil, eller annonceringen flyttes til en anden platform. Det er særligt vigtigt, når flere boliger indgår i organiseret udlejning,” siger Lars Ramme Nielsen.
Klare rammer og ressourcer til tilsynet
Dansk Erhverv støtter, at kommunerne kan overtage tilsynet med udlejningslofterne. Men der skal være en klar ansøgningsprocedure og tydelige rammer for overtagelsen. Samarbejdet med Plan- og Landdistriktsstyrelsen skal også være på plads, da styrelsen fortsat skal behandle sager om ulovlig erhvervsmæssig udlejning. Samtidig kritiserer Dansk Erhverv, at lovforslaget afviser kommunale udgifter med henvisning til, at opgaven er frivillig.
”Frivillighed fjerner ikke regningen. Kommunerne skal stadig finansiere medarbejdere, kompetencer og it. Håndhævelsen bør ikke afhænge af den enkelte kommunes økonomiske råderum,” siger Lars Ramme Nielsen.
Dansk Erhverv efterlyser derfor finansiering og fælles digitale løsninger. Der er også behov for at dokumentere, om de forventede statslige ressourcer kan følge med en mere aktiv kommunal indsats.
Reglerne skal samtidig håndhæves ensartet på tværs af myndighederne. Dansk Erhverv anbefaler desuden længere svarfrister, så ejere, brugere og udlejningsplatforme får rimelig tid til at fremskaffe og kvalitetssikre de oplysninger, myndighederne kræver udleveret.
Omkostningerne skal sammenlignes ordentligt
Dansk Erhverv efterlyser i sit høringssvar desuden en samlet sammenligning af udgifterne til den foreslåede tilsynsmodel og et nationalt registreringssystem. Sammenligningen bør omfatte både etablering, drift og mulige administrative besparelser ved bedre adgang til data.
”Et registreringssystem bør ikke fravælges på baggrund af et usikkert prisskøn, mens udgifterne til den foreslåede kontrolmodel er utilstrækkeligt belyst. Regeringen bør fremlægge et opdateret grundlag og inddrage erfaringer fra andre lande,” siger Lars Ramme Nielsen.
Forslaget ventes fremsat i februar
Ifølge regeringens lovprogram for folketingsåret 2026/2027 forventes lovforslaget fremsat i Folketinget i anden halvdel af februar 2027.
Lovforslaget lægger op til, at loven træder i kraft den 1. juli 2027. Det skærpede bødeniveau for overtrædelse af udlejningslofterne skal dog først gælde for overtrædelser begået fra den 1. januar 2028.
Det blev overordnet set en positiv sommer for dansk turisme, og hotelbranchen satte ny rekord, viser nye tal. Flere udenlandske gæster nød sommeren i Danmark, men prisstigninger på benzin og flybrændstof fik ikke flere danskere til at tjekke ind på de danske overnatningssteder, konkluderer Dansk Erhverv.
Korttidsudlejning af boliger via blandt andet Airbnb er i fortsat fremgang, viser nye tal. Spekulanter har alt for frit spil til at bruge almindelige boliger til at drive skyggehoteller, og en kommende lovændring mangler de præventive greb, der skal sikre lov og orden, lyder det fra Dansk Erhverv.
Bemærk at oprettelse af brugerprofil ikke kræver medlemskab hos Dansk Erhverv.
Sidste nyt fra Dansk Erhverv i din indbakke
Tilmeld nyhedsbrev
Når du tilmelder dig nyheder fra Dansk Erhverv, giver du samtykke til at modtage faglige og politiske nyheder og analyser, samt efter omstændighederne tilbud om kurser, netværk, konferencer og andre events, der i nogle tilfælde leveres af eller i samarbejde med vores partnere. Du vil også kunne modtage information om rabat på produkter og services i vores medlemsfordelsprogram. Dansk Erhverv indsamler data om min interaktion med vores hjemmeside, nyhedsbreve og invitationer herunder oplysninger om åbning, læsning og klik ved hjælp af tracking pixels og tilsvarende teknologier. Ønsker du ikke dette, kan du gøre indsigelse. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet. Læs mere om vores persondatapolitik på danskerhverv.dk/persondatapolitik/
Du kan altid trække dit samtykke tilbage under din profil