Sundhedsstyrken med nye anbefalinger: Danmark har ikke råd til mere sygdom
Danmark underinvesterer i dag i sundhedsområdet med store konsekvenser for den enkelte dansker og for samfundet til følge. Med et nyt udspil og konkrete forslag vil Sundhedsstyrken – Alliancen for sundhedsinvesteringer foretage et paradigmeskifte i måden, vi tilgår sundhedsområdet.
Danmark står over for en markant udfordring med at sikre tilstrækkelig arbejdskraft, bedre velfærd og økonomisk bæredygtighed i de kommende år.
I den sammenhæng er befolkningens sundhed en afgørende forudsætning for danskernes trivsel, samfundsdeltagelse og tilknytning til arbejdsmarkedet. Vi har kort sagt ikke råd til mere sygdom.
Alligevel udnytter Danmark ikke det fulde potentiale på sundhedsområdet. Det skyldes blandt andet, at investeringer med det formål at styrke både borgernes livskvalitet og samfundets økonomi ikke realiseres i tilstrækkeligt omfang.
”Danmark har flere gange vist, at vi kan løfte store samfundsopgaver, når vi tør tænke i generationer. Det gjorde vi med arbejdsmarked og infrastruktur, og senest med klimaloven, hvor et bindende mål og en fast ramme har flyttet både politik og investeringer. Sundhed er den næste opgave af samme kaliber. Danskerne lever færre år med godt helbred end mange andre lande, og det koster på livskvalitet, på arbejdsudbud og på de offentlige finanser. Derfor er forebyggelse ikke en udgift, men en investering. Sundhedsstyrkens anbefalinger giver regeringen værktøjerne. Nu mangler den politiske beslutning: Giv sundhed et nationalt mål og en forpligtende ramme, ligesom vi gjorde med klimaet,” siger Claus Richter, medlem af formandskabet for Sundhedsstyrken og adm. direktør i Diabetesforeningen.
I dag trækker otte kroniske sygdomme knap 75.000 fuldtidsbeskæftigede ud af arbejdsstyrken. Samtidig lever mere end én million danskere med mindst én af disse sygdomme, og deres arbejdsmarkedsdeltagelse er markant lavere end blandt raske.
Med bedre forebyggelse og behandling kunne langt flere fastholdes i arbejde. Arbejdsudbuddet ville således kunne øges med godt 18.600 fuldtidsbeskæftigede, hvis blot 25 pct. af forskellen i arbejdsmarkedstilknytning mellem personer med og uden kronisk sygdom kunne fjernes gennem eksempelvis forebyggelse og bedre behandling.
På den baggrund lancerer Sundhedsstyrken nu ” Sundhed som samfundsstyrke – fra udgift til investering”, der har til formål at ændre måden, vi tilgår sundhedsområdet, så udgifter til danskernes sundhed ikke ses som en kortsigtet regning men som en strategisk investering, der skaber værdi på tværs af samfundet over tid.
”Alt for ofte ser vi på sundhed som en udgift her og nu, men Sundhedsstyrkens anbefalinger viser, hvorfor vi i langt højere grad bør betragte sundhed som en langsigtet investering. Når vi investerer i forebyggelse, tidlig indsats, behandling og innovation, skaber det ikke kun værdi for den enkelte patient – det kan også betyde færre sygedage, bedre livskvalitet, mindre pres på sundhedsvæsenet og en stærkere tilknytning til arbejdsmarkedet. De dynamiske effekter skal vi blive bedre til at regne med, når vi træffer beslutninger på sundhedsområdet. Hvis vi ikke gør det, risikerer vi at fastholde et system, hvor kortsigtede budgethensyn står i vejen for investeringer, der kan skabe bedre liv, stærkere folkesundhed og et mere bæredygtigt samfund,” siger Anja Verhaug, medlem af Sundhedsstyrkens formandskab og Nordic General Manager i LEO Pharma.
Fra udgift til investering
Udspillet rummer tre konkrete anbefalinger til, hvordan sundhed kan indarbejdes mere systematisk i de politiske beslutninger og dermed lægge fundamentet for et mere bæredygtigt samfund. Tilsammen skal anbefalingerne gøre det muligt at betragte sundhed som en samfundsinvestering ved at:
Etablere et forpligtende fælles ansvar for sundhed og forebyggelse
Sundhed og forebyggelse bør indgå systematisk i de beslutninger, der former rammerne for borgernes liv og sundhed. Regeringen bør derfor som en fast del af beslutningsgrundlaget indføre et obligatorisk krav om sundhedskonsekvensvurderinger ved større lovforslag og reforminitiativer.
styrke beslutningsgrundlaget ved systematisk at inddrage langsigtede effekter
Vi bør indregne de dynamiske effekter af investeringer i sundhed, ligesom man gør det på skatte- og beskæftigelsesområdet. Man bør etablere et Nationalt Prioriteringsråd som et uafhængigt, rådgivende organ, der gennem analyser kan skabe et bedre grundlag for politiske prioriteringer.
udvikle nye finansieringsstrukturer, der gør det muligt at investere på tværs og over tid
Sundhedsstyrken anbefaler at etablere en ny national fond for sundhedsinvesteringer. Med en uafhængig fond, der forankres statsligt, vil det i højere grad blive muligt at gennemføre investeringer, som i dag fravælges på grund af usikre, langsigtede eller tværgående gevinster.
I dag er forebyggelsesindsatsen præget af fragmentering, forskelle på tværs af landet og manglende systematik i samarbejdet mellem offentlige, private og civilsamfundsaktører.
”Forebyggelse og tidlige indsatser afhænger alt for meget af, hvor man bor, og hvordan samarbejdet fungerer mellem kommunen, regionen og praksissektoren. Mange patienter oplever, at ansvaret falder mellem flere stole. Vi skal blive bedre til at investere i forebyggelse og tidlig indsats, så flere kan få hjælp, før sygdommen udvikler sig. Det giver bedre muligheder for at bevare livskvaliteten og leve et godt liv med sygdom eller helt undgå, at sygdommen udvikler sig,” siger medlem af Sundhedsstyrkens formandskab, Jacob Bundsgaard, rådgiver og forhenværende borgmester i Aarhus Kommune.
Tiden er kommet til et paradigmeskifte
Med forslag til en ny folkesundhedslov lægger regeringen op til et styrket og mere systematisk fokus på forebyggelse.
Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning med et forbedret sundhedssystem. I bestræbelserne på at realisere det fulde potentiale er der dog behov for, at ambitionen omsættes til konkrete krav, forpligtelser og samarbejde på tværs af aktører, for i dag underinvesterer Danmark i praksis i sundhedsområdet.
”Investeringer, der kan styrke både borgernes livskvalitet og samfundets økonomi, bliver ikke gennemført. I en tid med mangel på arbejdskraft og stigende pres på de offentlige finanser har det store konsekvenser for både den enkelte dansker og for samfundet generelt. Derfor er tiden kommet til et paradigmeskifte i måden vi tænker sundhedsinvesteringer på, og Sundhedsstyrkens forslag giver regeringen konkrete redskaber til at omsætte sine ambitioner til et sundere Danmark,” siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv og medlem af Sundhedsstyrken.
Erhvervsfyrtårn Life Science, der er et nationalt initiativ til at udvikle nye sundheds- og velfærdsløsninger, har allerede tilkendegivet, at man vil tage anbefalinger fra Sundhedsstyrken og afprøve dem i sundhedsvæsenet sammen med private og offentlige aktører.