Digital Services Act

EU's Digital Services Act (DSA) er en lovgivning, der sætter nye standarder for digitale tjenester. DSA forbedrer forbrugerbeskyttelsen og øger transparensen i online reklamer, hvilket kræver, at virksomheder tilpasser deres processer til at håndtere ulovligt indhold effektivt og sikrer klarhed omkring brugen af algoritmer. 

Formålet med direktivet?  

Digital Services Act har til formål at sikre, at digitale platforme overholder EU’s lovgivning og tager ansvar for de produkter og tjenester, de formidler. Dette skal forhindre, at ulovlige og farlige produkter sælges uden konsekvenser for de involverede platforme. Dansk Erhverv hilser ny teknologi og forretningsmodeller velkommen, men det skal ske på lige vilkår for alle aktører. 

Hvem skal forholde sig til direktivet? 

DSA’en omfatter alle virksomheder i Danmark, der tilbyder digitale tjenester, uanset størrelse. Dette inkluderer detailhandelsvirksomheder, der opererer online. Fra februar 2024 skal disse virksomheder gennemgå deres nuværende praksis for at sikre compliance med de nye regler. 

Forpligtelser og ansvar 

Med DSA’en pålægges digitale platforme og online markedspladser flere forpligtelser: 

  • Effektiv fjernelse af ulovlige og farlige produkter, når myndighederne gør opmærksom på dem. 
  • Gennemførelse af risikovurderinger og indsamling af detaljeret information om erhvervsdrivende på deres platforme. 
  • Ansvar for lovligheden og sikkerheden af produkter, der sælges på deres platforme, især hvis produkterne kommer fra tredjelande uden andre ansvarlige aktører i EU. 

Dansk Erhverv har fra starten været skeptisk over at lave særlige regler målrettet én forretningsmodel, da platforme varierer meget i deres aktiviteter. Men det er vigtigt, at reglerne i det indre marked gælder alle virksomheder, der opererer på markedet og beskæftiger sig med de samme aktiviteter. 

Sanktioner 

Manglende overholdelse af DSA’en kan medføre betydelige sanktioner. Platforme og søgemaskiner kan risikere bøder på op til 6 % af deres årlige globale omsætning, hvis de ikke efterlever deres forpligtelser. I Danmark har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen (KFST) fået til opgave at overvåge og sikre, at reglerne følges. Borgere og virksomheder kan indgive klager til KFST, hvis de mener, at en dansk online platform ikke overholder reglerne. Hvis klagen vedrører en platform, der er underlagt et andet medlemslands tilsyn, vil KFST videregive klagen til den relevante tilsynsmyndighed. 

Vores vigtigste budskab er, at der skal sættes en stopper for, at ulovlige og farlige varer kan sælges uden ansvar og konsekvenser for online markedspladserne. Ved at følge DSA’en bidrager vi til en sikrere og mere retfærdig digital markedsplads for alle. 

Læs mere om Digital Services Act her.  

Tidligere webinar