I maj kunne vi stille lys i vinduerne og fejre 80-året for Danmarks befrielse. Ikke mindst takket være USA, som siden blev vores tættesteallierede. Efter krigen fulgte Marshall-hjælpen, Nato kom til, og vi byggede Europa op ud fra en forestilling om, at arven fra ’45 ville blive ved. Men i dag må vi erkende, at den befrielsesdag, vi fejrer i Europa, er væsensforskellig fra Trumps Liberation Day.

Vores 80-årige alliance med USA er udfordret. Vi ser mildest talt forskelligt på de idealer, vi har bygget alliancen på. Derfor bærer vi nu faklen i Europa. Faklen med de idealer, Vesten blev bygget op omkring efter 2. verdenskrig.

Når Danmark om et øjeblik overtager formandskabet i EU, bør det give anledning til en offentlig samtale om europæisk konkurrenceevne. For den europæiske konkurrenceevne er under voldsomt pres, og vi overhales med fuld fart af USA og Kina, som gør en kæmpe indsats for at give virksomhederne de bedst mulige vilkår.

Derfor skal der gøres op med den tsunami af regler og byrder, som danske og europæiske virksomheder pålægges fra national og europæisk lovgivning. Og vi skal skabe en langt tættere relation mellem EU og Storbritannien. Det skal være billigere og mindre bureaukratisk for virksomheder på begge sider af kanalen at handle med hinanden. For Danmarks skyld, og for hele Europas skyld.

Tiden er inde til, at vi viser, at vi virkelig vil Europa – også med andet end flotte ord. Det ville klæde os. For hvis ikke nu, hvornår så?