Spring til indhold

Managing Partner i Kromann Reumert: Vi skal være klar, når topcheferne ringer

Christina Bruun Geertsen er managing partner i et af Danmarks største advokatfirmaer Kromann Reumert. Hun mærker derfor fra første parket, hvordan danske virksomheder udfordres af geopolitiske spændinger. Her fortæller hun om at være på forkant med Trumps næste træk og andre uforudsete ting.

Dansk Erhverv Magasinet 04 | 2025

Januar 2023, Kromann Reumert. Christina Bruun Geertsen sætter sig i stolen som managing partner i et af Danmarks største advokatfirmaer. Udenfor kontorbygningen er verden i hastig forandring. Danske og internationale virksomheder står overfor helt nye udfordringer og en vished om, at geopolitiske spændinger kan få direkte konsekvenser for forretningen. 

Derfor træffer Christina Bruun Geertsen og resten af partnerkredsen i Kromann Reumert en vigtig beslutning. De etablerer en selvstændig afdeling for forsvar og sikkerhed, der skal give strategisk og juridisk rådgivning til danske og internationale erhvervsledere om alt fra cybersikkerhed til kontrakter med Forsvaret. 

I dag er behovet for afdelingen større end nogensinde. Danmark står midt i en historisk oprustning af forsvaret, og der er afsat milliarder af kroner til oprustningen. 

”Det drypper hele vejen ned. Det er ikke kun de virksomheder, der direkte leverer til Forsvaret, som vi rådgiver. Det handler også om alle dem, der på en eller anden måde skal forholde sig til sikkerhed – på et helt andet niveau end før,” siger Christina Bruun Geertsen. 
 

Trumps næste træk 
For Christina Bruun Geertsen er afdelingen et billede på, hvad det kræver at være et moderne advokatfirma med mere end 350 jurister, der leverer strategisk og juridisk rådgivning til toppen af dansk og internationalt erhvervsliv. Medarbejdere, der ofte inviteres med ind i direktions- og bestyrelseslokalerne, hvor beslutninger træffes, og hvor der sjældent findes simple svar.  

”Klienterne ringer, når de står midt i svære beslutninger, og så forventer de, at vi ikke bare kender loven, men forstår virkeligheden omkring den. Det er et given must, at vi er orienteret om vores fagområde og kender verden omkring den, så vi er klar til at rådgive med det samme. Ellers mister vi vores relevans over for klienterne.”

Det stiller enorme krav til medarbejderne, at de konstant skal have antennerne ude og være på tæerne, fortæller hun. Medarbejderne kan ikke nøjes med at læse overskrifter, men skal kende detaljerne og konteksten. For spørgsmålene er mange, de er komplekse, og svarene kræver ofte både jura og strategi. Lad os tage nogle eksempler.

Hvad skal en stor dansk virksomhed med eksport til USA stille op, når Præsident Trump pludselig indfører handelsbarrierer og toldmure mod Europa, Kina og resten af verden? Hvad skal en virksomhed med et milliarddyrt projekt i USA gøre, når eller hvis den amerikanske administration pludselig giver en stop work order? Hvad betyder de geopolitiske spændinger for en verserende M&A-sag?

Det er den slags spørgsmål, der lander i indbakken på telefonen hos Kromann Reumerts jurister og advokater og hos resten af rådgiverbranchen. En ny undersøgelse fra Dansk Erhverv viser, at 37 procent af Dansk Erhvervs medlemsvirksomheder har været udfordret eller bekymret over den geopolitiske situation og stigende protektionisme det seneste år. Det er især de store virksomheder med +250 medarbejdere, der er bekymret for, at deres omsætning og mulighed for vækst bliver påvirket.

”Derfor spiller Kromann Reumert og resten af rådgiverbranchen en vigtig rolle. I en verden, der forandrer sig med 200 kilometer i timen, hjælper rådgiverbranchen danske og internationale virksomheder med at navigere, følge med, være konkurrencedygtige og være mere effektive,” siger Jakob Ellemann Jensen, vicedirektør i Dansk Erhverv.

For Kromann Reumert er forsvar og sikkerhed mere end et forretningsområde. Det er også, at lederen lægger nogle af deres pro bono-kræfter, fortæller Christina Bruun Geertsen.

”Vi vil rigtigt gerne bidrage til Danmarks sikkerhed og tage medansvar for at sikre, at vi som land får taget de sikkerhedsmæssige tiltag, der er brug for, uden at gå på kompromis med retssikkerheden.”

Kromann Reumert 
Advokatfirma med kontorer i København, Aarhus og London. Beskæftiger mere end 500 medarbejdere, hvoraf godt 350 er jurister.

Christina Bruun Geertsen har været managing partner siden januar 2023.

Hun har været i advokatfirmaet siden 1999 og blev partner i 2007. 

Kildekritik på et helt nyt niveau 
Ifølge Christina Bruun Geertsen kan det virke nærmest umenneskeligt at stille krav om, at medarbejderne skal følge med i det hele, men det er de nødt til, fordi Kromann Reumert skal forblive relevant.  

”Det er det, der er vores business. At vi altid er et skridt foran og kan omsætte vores viden til noget, der skaber værdi for klienterne.”

For Christina Bruun Geertsen er det samtidig vigtigt at understrege, at politikerne skal på banen, hvis fremtidens jurister og advokater skal være klædt godt nok på. Der er blandt andet brug for, at de studerende bliver undervist i at håndtere nye teknologier.  

”De studerende skal lære at være kildekritiske på et helt nyt niveau. Jeg har jo aldrig selv skullet være kildekritisk som ung studerende – jeg skulle bare læse bogen og forstå den. Men sådan fungerer det ikke længere.  

I dag er der brug for, at de studerende kan tilgå læring med kildekritiske briller,” siger hun og fortsætter: ”Derfor håber jeg, at politikerne og universiteterne vil bruge kandidatreformen til at fremtidssikre vores videnstunge uddannelser, for uanset hvor de studerende finder arbejde, vil de blive eksponeret for nye teknologier.” 
 
Medarbejderne skal gribes 
Christina Bruun Geertsen er opmærksom på, at de store forandringer i verden naturligt kan påvirke medarbejderne – især fordi mange af forandringerne er utrygge. Derfor har hun ledelsesmæssigt fokus på at holde en hånd i ryggen på medarbejdere, når de har brug for det. 

”Jeg bliver også selv påvirket af de mange forandringer i verden. Jeg kan sagtens have perioder, måske uger, hvor jeg simpelthen er nødt til at lukke ned for nyhedsstrømmen, fordi jeg ikke kan tage mere ind. Det er en helt naturlig reaktion, og jeg ved, at den også rammer mange andre end mig. Derfor er det vigtigt for mig, at vores medarbejdere føler, at de bliver grebet, når de oplever svære perioder – og at der er andre kræfter til at tage over. Der skal være plads til ro i perioder, når man har brug for det.”  

Hun nævner AI som et konkret eksempel, der kan gøre nogle medarbejdere utrygge: Hvad betyder det for mig og mit arbejde? For mit fremtidige virke? For de virksomheder, jeg rådgiver? 

Som managing partner bruger Christina Bruun Geertsen 80 procent af sin tid på netop ledelse, og hun nævner resiliens og mental health som nogle af de ting, der ledelsesmæssigt er vigtige at have fokus på – især nu, hvor vi står over for så store forandringer, der påvirker os alle både professionelt og privat.  

Rollen som managing partner har også fået en anden ny dimension, fortæller Christina Bruun Geertsen. Det handler om at gå forrest, sætte sig selv i spil og åbne vinduet for omverdenen.  

”Altså bare det, at jeg taler med Dansk Erhverv Magasinet, det er nyt. Tidligere ville en managing partner i Kromann Reumert nok have tænkt, hvorfor skal jeg bruge min tid på det? Men jeg har et krav til mig selv om at være synlig og gøre Kromann Reumert til et udstillingsvindue over for vores stakeholders – fremtidige medarbejdere, klienter, som vi gerne vil sikre fortsat samarbejde med og styrke tilknytningen til, og nye klienter, som vi tilstræber at få ind i forretningen.” 
  
Værdifuldt netværk 
For Christina Bruun Geertsen er netværk en kæmpe inspiration i hverdagen. Hun sidder med i en VL-gruppe, sparrer med de andre partnere i Kromann Reumert, og så har hun med egne ord et guds benådet internationalt netværk.

”Jeg har et netværk med managing partners uden for Danmark. Det er jo sådan et meget værdifuldt rum, hvor vi alle - uden at gå på kompromis med en dyb fortrolighed om hver vores forretning - kan sparre om en masse problemstillinger. For vi har utrolig meget tilfælles og jonglerer med mange af de samme problemstillinger,” siger hun. 

Christina Bruun Geertsen har været managing partner siden januar 2023.

3 hurtige til Christina…

Den vigtigste læring, jeg tager med mig fra de seneste års globale uro er… at vi hele tiden skal tilpasse os til den nye normal. Tingene ændrer sig konstant, og det skal vi være forberedte på. 

Den vigtigste beslutning, jeg har truffet som managing partner, er… at sætte mig selv i spil - blandt andet overfor medier og offentligheden. Det er altid nemmere at sidde på sit kontor og ikke larme så meget, men jeg tror på, at jeg udretter mere ved at skubbe til tingene på en ordentlig måde. Samtidig stoler jeg på min egen dømmekraft. Det kan nogle gange gøre ondt i maven at skulle træffe svære beslutninger, især når jeg ved, at andre er uenige. Men det er et grundvilkår i min position. 

Mit bedste råd til topchefer, der skal træffe en stor, strategisk beslutning, er… først at lytte til andre og derefter tage bestik af din egen indsigt og mavefornemmelse. Det er i virkeligheden også et råd til mig selv. At vi som ledere skal være gode til at få input fra andre, men bagefter være klar til at træffe den beslutning, vi tror mest på. 

Læs alle artikler fra Dansk Erhverv Magasinet 04 | 2025

Sydbanks topchef: Vi skal lytte til de unge, ellers risikerer vi at miste dem

Sydbank står overfor en fusion med Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank under navnet AL Sydbank, og Mark Luscombe skal stå i spidsen for banken. I dag er han adm. direktør i Sydbank, hvor han sætter Generation Z i stævne med direktionen gennem nyt tiltag, der skal fastholde de unge talenter. Her er resultaterne.

Managing Partner i Kromann Reumert: Vi skal være klar, når topcheferne ringer

Christina Bruun Geertsen er managing partner i et af Danmarks største advokatfirmaer Kromann Reumert. Hun mærker derfor fra første parket, hvordan danske virksomheder udfordres af geopolitiske spændinger. Her fortæller hun om at være på forkant med Trumps næste træk og andre uforudsete ting.

KOL koster arbejdsmarkedet 14.300 fuldtidsansatte om året. Her er løsningen

Over 14.300 fuldtidsbeskæftigede er trukket ud af arbejdsstyrken på grund af lungesygdommen KOL. Lungeforeningen kalder tallene alarmerende – men ser samtidig et enormt potentiale for at vende udviklingen. Og det er nu, vi skal rykke.