Af: Nadia Maja Bech
Foto: PR

Emballageafgiften, engangsplastdirektivet og et udvidet producentansvar.

Fra 2025 skal danske virksomheder holde styr på tre forskellige afgifter på emballage, for her indføres nye krav i forbindelse med engangsplastdirektivet og et udvidet producentansvar på emballage.

De nye krav gør virksomheder økonomisk ansvarlige for håndteringen af emballagen og en række af de engangsplastprodukter, de sætter på markedet, når det skal bortskaffes og genanvendes.

Som forhandler af en lang række forskellige dagligvareprodukter med emballage er Coop én af de virksomheder, der særligt bliver ramt af de nye regler.

Og at dagligvarekoncernen nu skal forholde sig til tre forskellige afgifter, får Coops chef for vareansvarlighed og kvalitet til at komme med især ét ønske til politikerne: Slå nogle af afgifterne sammen, lyder det fra Thomas Roland. For alle tre afgifter kan ramme samme vare – for eksempel en bærepose af plast. Det vender vi tilbage til.  

Én samlet måde
Thomas Roland kan godt se fornuften i, at man gennem nye krav skaber et bedre incitament til, at virksomheder vælger det mest miljørigtige materiale og betaler for oprydning af deres emballage. Men det er tungt at skulle forholde sig til tre forskellige afgiftsinstrumenter, der alle korrigerer på, hvordan virksomheder anvender emballagematerialer, lyder det.

”Emballageafgiften går på vægt og styk af forskellige typer materialer. Den er i forvejen kompliceret at forholde sig til. Nu kommer der så yderligere afgifter,” siger han og tilføjer:

”Vi har ikke noget i mod, at man bruger et afgiftsinstrument, men lige nu ser det ud som om, at vi får tre forskellige, der alle sammen har til hensigt at reducere miljøpåvirkningen af materialerne, vi bruger. Vi så hellere, at man for nemheds skyld fandt én samlet måde at afgiftspålægge emballagematerialer.”

Svært at optimere emballager
Ifølge Thomas Roland er udfordringen generelt, at det er komplekst at navigere i så mange forskellige krav og afgifter.

”Det er virkelig et omfattende og kompliceret arbejde for virksomhederne, at der er så mange forskellige materialefraktioner, som skal have forskellige afgiftsniveauer, og at lovgivninger rammer forskelligt. Nogle rammer påfylderen og skal betales i det led, nogle rammer importøren, og nogle rammer detaillisten,” siger han.

I det hele taget gør flere afgiftsinstrumenter det sværere at finde ud af, hvordan virksomheder bedst optimerer deres emballager, påpeger Thomas Roland:

”Det gør det vanskeligere for os at forudsige den reelle omkostning ved at bruge en vare, fordi der kan komme afgifter på samme materialetype op til tre gange, hvis man er meget uheldig. Dermed bliver det svært for os at vurdere, hvordan vi optimerer vores emballager og vælger det mest miljørigtige.”

Nu tilbage til det konkrete eksempel med plastikposen. Først kommer der en emballageafgift på selve posen. Dernæst kommer der et oprydningsgebyr oveni, fordi posen potentielt kan ende i naturen, forklarer Thomas Roland.

Og når det udvidede producentansvar træder i kraft, skal man også tage stilling til, om plasttypen i forhold til andre lignende plasttyper skal have en høj, middel eller lav afgift. For når posen er tom, vil den blive smidt i affaldssystemet, og det skal afgifterne forbundet med det udvidede producentansvar dække, uddyber han.  

Samme formål
Spørger man Thomas Roland, kunne man med fordel integrere emballageafgiften med det udvidede producentansvar på emballage og på den måde skrue ned for mængden af indberetningssystemer. For emballageafgiften har stort set samme formål som dele af det udvidede producentansvar.

”Formålet med miljøgradueringen i det udvidede producentansvar er stort set identisk med emballageafgiftens formål; nemlig at give et incitament til at nedbringe anvendelsen og salget af emballagetyper, som vi ønsker mindre af. Derfor mener vi, at man bør slå emballageafgiften og gebyret knyttet til det udvidede producentansvar på emballage sammen,” siger han.

Og faktisk er producentansvaret mere miljøvenligt i dets incitamenter. For mens emballageafgiften kun kigger på styk og vægt, betaler man gennem producentansvaret ud fra, hvor miljøvenlig emballagen er, forklarer han og afslutter:

”Ved at slå de to afgifter sammen gør man det mere simpelt for virksomheder, som kan nøjes med at lave én opgørelse og ikke skal orientere sig i flere forskellige lovgrundlag og afgiftstyper for den samme emballage, som det er tilfældet i dag. Det ville lette vores arbejde en del.”