; ;
Gemt

Engroshandlens økonomiske fodaftryk

316.000 jobs i Danmark er direkte eller indirekte knyttet til engroshandlen. Dertil er 288 mia. kr. af Danmarks bruttoværditilvækst knyttet til engroshandlen, hvilket svarer til 17 pct. af den private bruttoværditilvækst.

Analyse

NOVEMBER 2022

Engrosvirksomheder leverer produkter og løsninger til andre virksomheder baseret på markedskendskab, produkttilpasning, specialisering, værdiskabelse, optimering i værdikæden, kvalitetssikring. Engroshandlen er dermed afgørende for mange andre erhverv i Danmark og er med til at sikre et stort udvalg af varer til
konkurrencedygtige priser.

17 pct. af den private bruttoværditilvækst
Der er meget stor værdiskabelse i engroshandlen. I 2021 var engroshandlens bruttoværditilvækst 202 mia. kr. Dertil er yderligere 86 mia. kr. i bruttoværditilvækst knyttet til engroshandlen, når virksomhederne i engroshandlen indkøber varer og tjenester hos underleverandører i andre brancher. Det kan fx være rengøring, it eller revision. Det betyder, at engroshandlens samlede bidrag til Danmarks bruttoværditilvækst er 288 mia. kr. Det svarer til hele 17 pct. af den samlede private bruttoværditilvækst i Danmark.

Engroshandlens meget store betydning for dansk økonomi understreges yderligere, når man sammenligner med andre brancher. Til sammenligning er den samlede (direkte og indirekte) bruttoværditilvækst i bygge- og anlægsbranchen 266 mia. kr., mens den samlede bruttoværditilvækst i hoteller og restauranter er 47 mia. kr. Med andre ord er engroshandlens samlede værditilvækst lige så stor som byggeriet, hoteller og restauranter tilsammen.

Engroshandlen er en jobmotor
Udover at sikre stor værdiskabelse i dansk økonomi, så er engroshandlen også en stor jobmotor. I 2021 var 193.000 ansat hos en virksomhed i engroshandlen. Dertil var 124.000 jobs hos virksomheder i andre brancher indirekte knyttet til engroshandlen, når branchen indkøber varer og tjenester hos underleverandører. Det kan fx være rengøring, it eller revision. Det betyder, at der samlet set er 316.000 jobs i Danmark, som er knyttet til engroshandlen. Det svarer til 14 pct. af alle private jobs i Danmark.

I engroshandel indgår også merchanting, der dækker over to fænomener. Det ene er fabriksløs produktion, der er en global forretningsmodel, hvor en dansk virksomhed placerer en ordre hos en udenlandsk fabrik, som både fremskaffer råvarerne og sørger for forarbejdning. Det andet er almindelig engroshandelsvirksomhed, hvor både grossistens leverandør og aftager befinder sig i udlandet.

Engroshandlens økonomiske fodaftryk

pdf

Download

Kontakt

Handel

Lotte Engbæk Larsen

Branchedirektør for Handel
Medarbejderprofil
Erhvervspolitik & Analyse

Kristian Skriver

Seniorøkonom
Medarbejderprofil