Gemt

Har dine medarbejdere ret til frihed og løn ved deltagelse i graviditetskurser?

Flere kommuner udbyder kurser til førstegangsforældre, men hvordan er det med retten til fravær og løn, når dine ansatte ønsker at deltage i sådanne kurser?

Nyhed

DANSK ERHVERV | PERSONALE - 25. OKTOBER 2018

Graviditetsundersøgelser
En gravid medarbejder har krav på at få fri fra arbejde til graviditetsundersøgelser, hvis undersøgelserne ikke kan ligge uden for normal arbejdstid. Det gælder for eksempel lægebesøg, scanninger og jordemoderkonsultationer.

Medarbejderens ret til løn under fravær til sådanne undersøgelser afhænger af, om medarbejderen er omfattet af en overenskomst, som giver ret til løn, eller om der er indgået en individuel aftale, som giver ret til frihed med løn. Hvis dette ikke er tilfældet, har medarbejderen ret til sygedagpenge under fraværet.

Andre kurser og tilbud
Flere kommuner er begyndt at udbyde kurser til førstegangsforældre med det formål at styrke forældrene i de udfordringer, der ofte følger med at blive forældre for første gang. Der er ligeledes kommet flere private aktører, der udbyder fødselsforberedende kurser. 

Sådanne kurser kan som udgangspunkt ikke sidestilles med graviditetsundersøgelser, og af denne grund har hverken den gravide medarbejder, eller dennes partner, ret til fravær eller løn ved deltagelse i sådanne kurser, med mindre I har aftalt andet.

Hvilke muligheder er der så?
Du kan aftale med dine ansatte, at de benytter deres feriefridage, feriedage eller afspadsering til deltagelse i sådanne kurser. Du kan også indgå aftale med dine ansatte om, at de tager en selvbetalt fridag til formålet.  

Mere information
På Dansk Erhvervs hjemmeside finder du et tema om graviditet og barsel. Her kan du få overblik over reglerne om barsel, om medarbejderens ret til fravær og løn og om dine rettigheder til refusion mv.

Du finder ligeledes et overblik over reglerne i vores pjece Gode råd om barsel

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Dansk Erhvervs juridiske hotline på 33 74 64 00 eller skrive til dem på hotline@danskerhverv.dk.