Gemt

Freelancer, konsulent eller medarbejder? Titlen er ikke afgørende

Mange virksomheder bruger freelancearbejde på grund af et stigende behov for fleksibilitet, frihed og mobilitet. Men det kan blive dyrt for en virksomhed at indgå en arbejdskontrakt med en freelancer, hvis der reelt er tale om lønmodtagerforhold.

Nyhed

DANSK ERHVERV | PERSONALE - 28. FEBRUAR 2019

Hvem er hvem? 
En lønmodtager defineres ofte som en person, der modtager løn for personligt arbejde i et tjenesteforhold. En freelancer er derimod en selvstændig konsulent, der udfører en konkret og afgrænset opgave for egen regning og risiko, og som ikke bliver ansat i virksomheden.

Det er dog vigtigt at huske på, at der i dansk ret ikke findes en definition på, hvornår man er lønmodtager.

Forskellige kontrakttyper
Den beskyttelse, som den ansættelsesretlige lovgivning giver en lønmodtager, kan som regel ikke fraviges ved en aftale. Parterne kan derfor ikke selv bestemme, om der er tale om et reelt lønmodtagerforhold eller arbejde udført af en freelancer, der ikke bliver ansat i virksomheden. Det er de konkrete omstændigheder i forbindelse med arbejdets udførelse, der er afgørende.

Arbejdsgiveren skal inden en aftale indgås nøje overveje, om freelanceren juridisk vil blive vurderet som freelancer og ikke en lønmodtager. Derfor er det vigtigt at udarbejde en arbejdskontrakt, der præcist beskriver de vilkår, der gælder for arbejdsforholdet.

Følgende forhold indikerer, at der er tale om et lønmodtagerforhold:

  • Pligt til at udføre aftalt arbejde
  • Virksomheden giver instruktioner om arbejdets udførelse
  • Virksomheden udfører kontrol med arbejdets udførelse
  • Personen udfører arbejde i arbejdsgiverens navn
  • Der er tale om en løbende arbejdsydelse
  • Virksomheden fastsætter arbejdstiden
  • Der er aftalt et opsigelsesvarsel
  • Virksomheden afholder alle omkostninger ved arbejdets udførelse

Følgende forhold indikerer, at der er tale om en freelancer:

  • Personen tilrettelægger selv sit arbejde
  • Personen modtager ikke instruktioner fra virksomheden
  • Vederlaget bliver først betalt, når ydelsen er leveret/udført
  • Personen sørger selv for medhjælp, råvarer, driftsmidler og lokaler
  • Personen kan frit udføre arbejde for andre hvervgivere
  • Personen har en reel selvstændig økonomisk risiko ved arbejdet
  • Personen annoncerer om sit arbejde
  • Personen kan blive erstatningsansvarlig ved udførelsen af arbejdet
  • Personen er momsregistreret

Der skal altid laves en konkret vurdering på baggrund af alle vilkår i arbejdskontrakten. Det er derfor vigtigt, at du som arbejdsgiver ser på det samlede billede og ikke kun de enkelte forhold.

Det kan blive dyrt at vælge den forkerte kontrakt!
Hvis freelanceren ud fra en samlet vurdering bliver anset for lønmodtager, kan han/hun kræve det, som lønmodtagere i almindelighed kan kræve. Derfor risikerer virksomheden blandt andet at skulle betale feriegodtgørelse, løn under sygdom eller sygedagpenge, eventuel pension og overtidsbetaling, løn i medarbejderens opsigelsesperiode, eventuelle godtgørelser, G-dage mv.

Det er derfor vigtigt at vælge den rigtige kontraktform. Et ansættelsesforhold med en lønmodtager koster over 30 % i indirekte personaleomkostninger, ud over lønnen.

Der kan også blive et efterspil med SKAT, hvis virksomheden ikke løbende har overholdt sine oplysnings- og indeholdelsesforpligtelser vedrørende A-skat, ATP mv.

Virksomheden risikerer også at blive bøde- og/eller erstatningsansvarlig for manglende arbejdsskadeforsikring og selv komme til at betale for eventuelle skader, som lønmodtageren forårsager under arbejdet.

Søg rådgivning ved tvivl
Afgrænsningen mellem freelancere og lønmodtagere kan være svær. Det er ikke defineret i hverken lovgivning eller kollektive overenskomster, men er en meget konkret vurdering.

Dansk Erhverv anbefaler, at du kontakter os for rådgivning, hvis du er i tvivl, om en arbejdskontrakt skal vedrøre et lønmodtagerforhold eller en freelanceaftale.

Dansk Erhverv afholder godmorgenmøde om konsulentaftaler i både Århus og København