Gemt

Er virksomhederne parate til den nye regulatoriske virkelighed?

11. august 2020

Line Berg Madsen, Director i Sustainability & Governance hos PwC, giver sit syn på de kommende bæredygtighedskrav, og hvordan de opleves i et af landets største revisions- og konsulenthuse.


Er virksomhederne generelt opmærksomme på de kommende regulatoriske forandringer?

”Vi oplever, at bæredygtighed er ét af de emner, der er kommet helt i top på ledelsens agenda mange steder. Derfor bliver vi i stigende grad kontaktet af virksomheder, der ønsker hjælp med at gøre de nye krav håndgribelige. Flere og flere vil gerne tilpasse deres forretning til sustainable finance-taksonomien, så de er klædt på til drøftelser med investorer og banker, og mange er allerede nu i gang med at etablere whistleblowerordninger i samarbejde med os. Vi ser også et øget ambitionsniveau hos flere inden for emner som menneskerettigheder og diversitet.”

Er der noget, som især volder virksomhederne vanskeligheder?
”Virksomhederne efterspørger fortsat operationelle værktøjer til at overholde, måle og rapportere på deres udvikling inden for bæredygtighed og ansvarlighed. De har behov for hjælp til at skabe overblik, enkle processer og sammenhæng mellem deres data, blandt andet i henhold til direktivet for ikke-finansiel rapportering og taksonomiforordningen.”

Er det nogle ting, som danske virksomheder i din optik er særligt dygtige til?
”I PwC’s CEO Survey for 2020 svarer hele 95 procent af de adspurgte danske CEO’s, at de kan se en omdømmemæssig konkurrencefordel i klimatiltag. Det stemmer med, at der fortsat er mange, der holder fast i deres udvikling af bæredygtige og mere klimavenlige løsninger, selvom vi står i en hidtil ukendt situation i forbindelse med COVID-19.”

Læs mere her: PwC's CEO Survey 2020.

Hvad er dine råd til virksomheder, der gerne vil være et skridt foran kommende compliancekrav?
”Udfør en impact assessment for at skabe overblik over, hvordan de nye krav påvirker virksomheden, din drift, medarbejdere, kunder og andre stakeholders. Sørg for at engagere relevante stakeholders. En succesfuld implementering handler i bund og grund om de mennesker og systemer, der skal opfylde de nye krav.

   Husk også at bygge videre på eksisterende byggesten, og sørg for at tilpasse dem til formålet med den regulering, I nu skal opfylde. Det kan være balance/score cards, interne kampagner med information om de nye krav, en app eller personlige beskeder fra virksomhedens leder, der er gode midler til at få compliance- eller managementsystemer til at fungere i praksis. Det nye vil så være, at emnet for eksempel er kønsbalance eller menneskerettigheder, der skal integreres i virksomhedens tankegang.

   Og sidst, men ikke mindst: Tag ét skridt ad gangen, og lær af erfaringerne. Med den stigende kompleksitet i de regulatoriske krav er prioritering af ressourcer, handlinger og timing vigtige kriterier for succes. Glem ikke, at de udfordringer, der kan opstå undervejs, kan bruges til at forbedre implementeringen og øge den positive impact.”

 

Relaterede artikler