Gemt

EU-kommissionen med stor prognosenedjustering - men også med en fjer i hatten til dansk økonomi

EU-kommissionen har tirsdag offentliggjort en ny opdateret prognose for den europæiske økonomi. Det er desværre en historisk dyster prognose, hvor EU-kommissionen har nedjusteret deres forventninger til væksten i euroområdet i år fra -7,7% til -8,3%.

Nyhed

07. juli 2020

EU-kommissionen har tirsdag offentliggjort en ny opdateret prognose for den europæiske økonomi. Det er desværre en historisk dyster prognose, hvor EU-kommissionen har nedjusteret deres forventninger til væksten i euroområdet i år fra -7,7% til -8,3%. Det er en voldsom nedjustering med tanke på, at EU-kommissionens forrige prognose er fra starten af maj. Den voldsomme prognosenedjustering fra EU-kommissionen viser med al tydelighed, at coronakrisen har ramt den europæiske økonomi med en ekstremt voldsom styrke. EU-kommissionen begrunder således også nedjusteringen med, at genåbningen af samfundet er sket i et langsommere tempo end tidligere forventet.

En negativ BNP-vækst på 8,3% er uhørt voldsomt, og noget vi aldrig tidligere har set i fredstid. Til sammenligning var der en negativ vækst i euroområdet på 4,5% i 2009, hvor finanskrisen var på sit højeste. Finanskrisen blev dengang omtalt som det hårdeste økonomiske tilbageslag siden 30’erne.

Dansk eksport kan blive hårdt ramt
Det massive og historiske tilbageslag i euroområdet vil desværre få mærkbare negative konsekvenser for en lille åben økonomi som den danske, der er meget afhængig af afsætningsmulighederne på vores største eksportmarkeder. Får EU-kommissionen ret i deres prognose, så vil det kunne udløse et fald i den danske eksport på i omegnen af 10% i år, svarende til ca. 125 mia. kr. Det vil i så fald være det største fald i eksporten siden anden verdenskrig. Til sammenligning faldt den samlede eksport med 9,2% i 2009, hvor finanskrisen rasede. Et fald i eksporten på 10% vil kunne bringe op i mod 100.000 danske jobs i fare.

Der er lys for enden af tunnelen
Selv om EU-kommissionen maler et meget dystert billede af økonomien her i 2020, så er det dog også forventningen, at der vil ske en vis genopretning i andet halvår af 2020 og ind i 2021. Således forventet EU-kommissionen at BNP-væksten vil tiltage til 5,8% i 2021. EU-kommissionen slår dog samtidig fast, at genopretningen langt fra vil lukke hullet fra krisen, og samtidig vil forløbe meget forskelligt på tværs af euroområdet.

EU-kommissionen giver dansk økonomi en stor fejr i hatten
Her er det dog værd at glæde sig over at EU-kommissionen forventer, at Danmark er et af de lande, der vil komme mest skånsomt igennem krisen. Konkret forventer EU-kommissionen, at dansk økonomi vil blive ramt af et fald i BNP på 5,2% i år. Ser man bort fra Polen, hvor der ventes et fald i BNP på 4,6% i år, så er der tale om det mildeste tilbageslag blandt de lande som EU-kommissionen har med i deres prognose.

Det er bestemt en fin fejr i hatten til dansk økonomi en historisk svær tid. Danmark har indtil videre håndteret viruskrisen fornuftigt, og dansk økonomi fremstår generelt sund og velafbalanceret. Men nok så vigtigt, så har Danmark de nødvendige finanspolitiske muskler til at kunne håndtere viruskrisen. Der er derfor også grund til forsigtig optimisme på dansk økonomis vegne. Som tingene ser ud nu, så forventer EU-kommissionen en fornyet dansk vækst på 4,3% i 2021. Jeg håber meget, at de får ret. Men selv i et positive scenarie, hvor genopretningen tager fart i andet halvår af 2020, ser vi ind i en lang og gumpetung genopretning, der desværre hurtigt kan blive ramt af nye problemer.

 

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Tore Stramer

Cheføkonom
Medarbejderprofil