Gemt

Ulovlig streaming og download er fortsat et problem i Danmark anno 2020

18. juni 2020

Danskernes brug af online streamingtjenester har aldrig været større. Senest har man set en øget efterspørgsel på download og streaming af digitalt indhold under corona-krisen.

 

Udbuddet af lovlige streaming- og downloadtjenester bliver tilsvarende stadig større med et stigende antal udbydere af film, tv-serier, musik og bøger. Selvom danskerne i høj grad gør brug af de mange lovlige streamingtjenester, bliver der i stort omfang stadig streamet og downloadet digitalt indhold på ulovlig vis i Danmark. Det udgør et stort indtægtstab for danske kunstnere og producenter.

Hvilket indhold streamer og downloader danskerne ulovligt? 
Dansk Erhverv har i den forbindelse lavet en analyse, der har til formål at afdække danskernes adfærd, når de streamer og downloader ulovligt på nettet. Hvor mange danskere streamer og downloader ulovligt? Hvem gør det? Og hvilket indhold streamer og downloader danskerne ulovligt? Det er et udpluk af de vigtigste spørgsmål, som denne analyse besvarer. Det er vigtigt at nævne, at data er indsamlet i februar 2020.

Det er omtrent en måned inden corona-krisen for alvor brød ud, hvilket betyder, at analysens resultater ikke er påvirket af danskernes forventeligt øgede streamingforbrug i perioden under corona-krisen.

 

Analyse: 560.000 danskere streamer og downloader ulovligt
Analysen viser med al tydelighed, at ulovlig streaming og download stadig er et problem i Danmark. 12 pct. af danskerne (ca. 560.000 personer) har i løbet af de seneste 12 måneder downloadet eller streamet ulovligt indhold. Det er nogenlunde uændret siden 2018, hvor Dansk Erhverv senest undersøgte fænomenet. Det er særligt serier, film og lignende, som danskerne streamer og downloader ulovligt, men også musik, bøger, sportsbegivenheder mv. forbruges ulovligt på nettet.

34 procent tager ikke afstand fra ulovlighederne
I analysen står det tilsvarende ret klart, at mange så langt fra mener, at ulovlig download er et problem – faktisk svarer hele 34 pct. af de adspurgte, at de ikke tager direkte afstand – selv om det vel at mærke er en strafbar forbrydelse. En holdning og adfærd, der undrer fagchef for medier og kreative erhverv, Charlotte Enevoldsen:

”Jeg synes, det er mærkeligt, at folk tænker, at det er okay. Man skal respektere, at film, musik og andet indhold har en værdi, og at man ikke kan tillade sig at tage det uden at betale,” siger Charlotte Enevoldsen og understreger:

”Jeg tror, der er en del af dem, der ikke tager afstand fra ulovlig streaming, som simpelthen ikke har forholdt sig til, at det er ulovligt. Jeg tror ikke, de overvejer, om det er i orden eller ej. Men det er det ikke, og jeg håber, at der vil komme en øget opmærksomhed omkring problemstillingen, og at flere vil få øjnene op for, at det er et stort problem,” siger Charlotte Enevoldsen.

Læs hele analysen her:

Ulovlig streaming og download i Danmark i 2020

pdf

Download