Gemt

Fair momsregler for digitale publicistiske medier

Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti foreslår, at alle digitale publicistiske medier omfattes af reglerne om nulmoms. Partierne vil stille det som krav til de kommende medieforhandlinger. Dansk Erhverv hilser forslaget velkomment.

Nyhed

06. december 2021

Birgitte Bergman, Jan E. Jørgensen og Dennis Flydtkjær, der er medieordførere for hhv. Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti, har et indlæg i Berlingske Tidende den 6. december 2021, hvor de peger på, hvor urimeligt det er, at nogle digitale medier er omfattet af reglerne om nulmoms, mens andre ikke er. Det skaber unfair konkurrencevilkår. Partierne vil bringe sagen op i de kommende medieforhandlinger, som regeringen har lovet går i gang i 2021.

”Vi er meget glade for, at de borgerlige partier vil bringe den digitale nulmoms til bordet ved de kommende medieforhandlinger. Det er på tide, at der bliver rettet op på momsreglerne, så der ikke er nogen digitale publicistiske medier som straffes. Der er mere end nogensinde brug for stærke digitale medier i Danmark. Konkurrencen om forbrugernes tid og opmærksomhed er benhård. Det gælder særligt på det digitale område, hvor der også konkurreres med tech giganterne”, siger Charlotte Enevoldsen, mediepolitisk chef, Dansk Erhverv.

Momsreglerne skal opdateres til den digitale virkelighed
Siden 1967 har avisernes trykte udgaver været momsfritaget, mens magasiner og ugeblade er pålagt moms. Denne forskelsbehandling fortsatte, da man i 2019 indførte digital nulmoms. Aviserne kunne videreføre nulmomsen digitalt, mens magasiner og ugeblade derimod forblev momsbelagt på deres onlinetjenester.

”I dag hvor indholdet i magasiner og aviser ligner hinanden mere og mere, virker det stærkt konkurrenceforvridende, at nogle medier kan udgive indhold uden moms, mens andre er nødt til at lægge 25 pct. oven i prisen på lignende indhold. Konkurrence er godt, også på medieområdet, men det skal ske på fair og lige vilkår”, siger Charlotte Enevoldsen.

Mange medier, som ligner hinanden på indhold, konkurrerer under meget ulige vilkår, når nogle medier skal lægge moms oven i prisen, mens andre ikke skal. Fx er filmsiden Ekko.dk fritaget fra moms, mens musiksiden Gaffa.dk ikke er. Berlingskes podcast om vin er fritaget for moms, mens podcasttjenesten TalkTown har en vinpodcast, som er belagt med moms.

”Jeg håber, at regeringen lytter til forslaget fra de borgerlige partier. Det er vigtigt, at der bliver rettet op på forskelsbehandlingen af de digitale medier. Det vil medvirke til, at vi også fremover har et mangfoldigt udbud af digitale medier, som bidrager med oplysning, debat og andet samfundsstof, som er så vigtigt for den demokratiske samtale”, slår Charlotte Enevoldsen fast.

Dansk Erhverv har udgivet medieudspillet En stærk dansk mediefremtid med en række forslag til, hvordan rammevilkårene for den danske mediebranche kan forbedres. Mere retfærdige momsregler er et af forslagene.