; ;
Gemt

Iværksætterinterview med Mosi: Man kan sagtens drive forretning og familie samtidig

Da Anna og Julie selv blev mødre, opdagede de, at der manglede et babymadsprodukt, som de kunne give til deres børn med god samvittighed i en travl hverdag. Derfor startede kvinderne Mosi og blev del af en lille skare; kvindelige iværksættere. Det er de i dag stolte af. Anna og Julie mener, at den skæve branding af iværksætteri betyder, at kvinder ikke tør tage springet fra en tryg lønmodtagertilværelse og ud i livet som selvstændige.

Nyhed

09. juni 2021

Af Anna A. Vejlby Hansen 

At skabe et produkt, man selv mangler på markedet 
Anna Sørine Bukh og Julie Bredsdorff udformede allerede som 15-årige deres første iværksætterplan på Café Castro, da de gik i 10. klasse på Amager. Ideerne var kontinuerligt gode, mente de dengang unge piger, og lysten til at skabe noget selv, var stor. Da kvinderne blev mødre, erfarede de hurtigt, at markedet for babymad var begrænset og produkterne forvist til samme hylde som rengøringsmiddel og toiletpapir. De besluttede sig derfor for at tage udfordringen i egen hånd og genoptage den altid iboende iværksætterlyst:  

Vi manglede selv – som travle mødre – et friskt babymadsprodukt, som vi kan give til vores børn uden dårlig samvittighed. Vi har startet Mosi for at kunne give forældre en hjælpende hånd i en travl hverdag. Vi tror på, at babymad skal bestå af gode og enkle råvarer og så lidt forarbejdelse som muligt. Vi ønsker at give forældre muligheden for at tilpasse maden efter barnets behov, udviklingsniveau og temperament.” 

Både Anna og Julie arbejder som sygeplejersker ved siden af iværksætterrejsen. Selvom de har et færdigt produkt, er de nemlig ikke helt i mål med produktion og leverandøraftaler: 

”Coronakrisen har haft stor betydning for vores virksomhed. Man negligerer hurtigt, hvor stort et arbejde det er at lave nye samarbejder med en producent. Det er et stort arbejde at tilpasse sit produkt til fabriksproduktion. For at hele den del spiller, så skal man se de mennesker, som man vil have til at producere sit produkt i øjnene. Det har bare ikke været en mulighed under corona. Krisetiden har omvendt givet os tid til at dvæle ved vores koncept og bruge tid med vores familie. At vi arbejder deltid for at tjene til dagen og vejen ved siden af vores virksomhed, gør os jo ikke til dårlige eller dovne iværksættere. Vi skal ikke ud og sammenligne os med andre. Vi kan lade os inspirere, men for os handler iværksætteri ikke om at pantsætte vores huse og om ikke se vores børn vokse op. Iværksætteri handler om at gøre det, som vi brænder for i vores eget tempo. Der er ikke én formel på den rigtige iværksætter. Det kan altså godt være et balanceret forløb og et stabilt liv.” 

Iværksætteri har fået en ensformig branding 
I Danmark er livet som selvstændig i hård konkurrence med den trygge tilværelse som lønmodtager. Derfor er der behov for en iværksætterkultur i Danmark, hvor iderige danskere i højere grad har mod på at starte egen virksomhed. Andelen af kvindelige iværksættere ligger på blot 26 pct. Potentialet er derfor stort for at få flere kvinder til at stifte virksomhed. En af årsagerne til det kan være, at iværksætteri har fået en ensformig branding, hvor man skal slide sig selv ihjel, sove på kontoret og misse sit barns opvækst, hvis man skal kategoriseres som en rigtig iværksætter: 

”Den skæve branding af iværksætteri er simpelthen ikke retvisende. Iværksætteri handler om at gøre en forskel, og gøre det som man brænder for. Vi vil give den næste generation ordentlig mad. Vi ved, at moderne forældre har travlt. Som mødre har vi selv haft mange ting, der skulle plejes og passes ved siden af vores iværksætteridé. Vi er mange ting. Vi er gode mødre. Vi er gode veninder, der elsker at hygge os med et glas vin. Og så er vi iværksættere, der får økonomien her i opstartsfasen til at hænge sammen ved at passe vores deltidsarbejde. Uanset hvor vi lander henne med vores rejse, så er vi kommet frem til noget vigtigt. Iværksætteri kan og skal implementeres så det passer ind i den enkeltes liv. Iværksætteri er for alle.” 

Den ensformige branding som Anna og Julie beskriver, skræmmer særligt kvinder fra iværksættermiljøet. En befolkningsundersøgelse fra Dansk Erhverv viser, at iværksætterlysten hos kvinder fortsat er betydeligt lavere end for mænd. Kun to procent af de adspurgte kvinder svarer, at de forventer at starte virksomhed inden for de næste tre år. Det er betydeligt mindre sammenlignet med ni procent af de adspurgte mænd.  

Hvis jeg skal arbejde hårdt – så skal det være for mig selv 
For kvinderne bag Mosi er motivationen todelt: ”Det er ingen tvivl om, at det er en motor for mig at være herre i eget hus,” siger Anna og forsætter: ”Iværksætteri er præget af op- og nedture, men det er ikke uopnåeligt. Iværksætteri er, hvad man gør det til. Som iværksætter er jeg fri af regler og rammer, der bestemmer over mit liv og min tid. Min tid er min tid, og hvis jeg skal arbejde hårdt – så skal det være for mig selv. Tiden jeg ikke bruger på at arbejde hårdt for min egen succes, den kan jeg bruge med min familie. Det er en frihed, der ikke kan prissættes.” 

For Julie, der også stadig arbejder som deltidssygeplejerske sideløbende med udviklingen af Mosi, er drivkræften ikke specielt betinget af dét at være selvstændig: ”Som sygeplejerske har du jo ikke et 8-16 job. Mosi driver mig, fordi det i min verden vil være fuldstændig fantastisk, hvis vi kan få mor og far til at tænke anderledes, når de skal fodre deres børn. Vores produkt er godt og sundt for børn, og det synes jeg faktisk er det vigtigste. Tilgængeligheden er afgørende – Mosi er for alle.” 

Begge kvinder er dog enige om, at den lille skare af kvindelige iværksættere, som de selv er en del af, skal udvides: ”Der er heldigvis meget mere fokus på kvindelige iværksættere end tidligere. Det er godt – for vi er uudnyttet potentiale og innovation. Vi er fulde af gode ideer!”