Gemt

Pas på med dine afslag

Dansk Erhverv | Personale - 25. juni 2021

Du må ikke begrunde et afslag på en jobansøgning i ansøgerens køn eller handicap. To virksomheder skulle hver betale 25.000 kr. til en ansøger, da begrundelsen for afslaget var diskriminerende.

 

Det siger loven
Både ligebehandlingsloven og forskelsbehandlingsloven bestemmer, at en arbejdsgiver ikke må behandle personer med et bestemt køn eller handicap ringere end andre personer i en tilsvarende situation.

Hvis ansøgeren kan påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at personen er blevet diskrimineret, og arbejdsgiveren ikke kan modbevise det, kan arbejdsgiveren blive pålagt at betale en godtgørelse.

Sagen om kønsdiskrimination
En rengøringsvirksomhed søgte i maj 2020 en ny medarbejder på de sociale medier. En mandlig ansøger henvendte sig til ejeren via en chatfunktion og spurgte, om ejeren fortsat havde brug for hænder.

Ejeren oplyste, at det skulle være en virkelig dygtig kvinde, da medarbejderen skulle arbejde i private hjem. Den mandlige ansøger spurgte herefter om mænd ikke kunne bruges, hvilket ejeren afviste, idet kunderne efterspurgte kvinder.

Den mandlige ansøger mente, at ejeren af rengøringsvirksomheden havde diskrimineret ham på grund af hans køn. Manden klagede herefter til Ligebehandlingsnævnet.

Sagen om handicapdiskrimination
En døv mand blev den 1. september 2020 kontaktet pr. mail af et rekrutteringsbureau angående en håndværkerstilling.

Manden svarede samme dag personalekonsulenten tilbage, at grunden til, at der ikke var et telefonnummer på hans profil på Jobnet, var, at han var døv. Han svarede derudover, at han gerne ville høre nærmere omkring håndværkerstillingen. Manden fik hurtigt svar retur fra personalekonsulenten om, at de desværre ikke kunne tilbyde ham det job, de havde i tankerne, da kunden søgte en medarbejder, som skulle køre service hos private kunder.

Manden mente, at han var blevet diskrimineret på grund af sit handicap og klagede herefter til Ligebehandlingsnævnet.

Ligebehandlingsnævnets afgørelser
I begge sager blev der fremlagt skriftlig korrespondance mellem klagerne og de indklagede virksomheder. Ligebehandlingsnævnet fandt i begge sager, at klagerne ved den skriftlige korrespondance havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at de var blevet diskrimineret på grund af henholdsvis køn og handicap.

Da ingen af de indklagede virksomheder kunne løfte bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket, blev begge klagere tilkendt en godtgørelse på 25.000 kr.

Dansk Erhverv bemærker
Afgørelserne er i tråd med tidligere praksis og bekræfter, at virksomheder ikke må begrunde afslag på jobansøgninger med kriterier, som er særligt beskyttede. Dansk Erhverv anbefaler, at et afslag begrundes i saglige, objektive kriterier, fx kompetencer.

Dansk Erhverv anbefaler medlemmerne at kontakte os, hvis du er i tvivl om, hvordan du skal give et afslag i en konkret situation.