; ;
Gemt

USA varmer op til kæmpe slagsmål med tech-giganterne

15. juni 2021

Med en ny lovpakke vil de amerikanske politikere gøre op med tech-selskabernes dominans. Google kan blive tvunget til at sælge YouTube, mens Amazon skal fjerne egne produkter fra markedspladsen. 

Der findes lovforslag, der går under radaren, og så findes der forslag, der vækker opsigt.  

Repræsentanter fra Demokraterne og Republikanerne har netop sendt et sådant lovforslag af sted.  

Til kamp mod monopolerne 
Lovforslaget, der består af fem punkter, nævner ikke navne, men er rettet direkte mod tech-giganterne Facebook, Amazon, Google og Apple, og målet er at svække deres monopol. 

Det skal blandt andet ske ved at sikre, at giganterne ikke kan udnytte deres monopol til at sætte sig tungt på nye områder. 

For Google betyder det, at virksomheden ikke må favorisere links til YouTube, som virksomheden ejer, og endnu mere iøjnefaldende: Google må ikke fristes til at gøre det.  

”En søgemaskine må ikke eje en videotjeneste, som den har incitament til at favorisere i søgeresultaterne,” som det hedder i lovforslaget. 

Dermed må Google vælge mellem at sælge videotjenesten eller droppe at vise links til den. 

Amazon kan tvinges til at opgive egne produkter 
Et lignende valg kan Amazon stå overfor.  

Den amerikanske gigant bruger ifølge politikerne sin markedsplads og data om sælgerne til at fremme sine egne varer på markedspladsen. Derfor skal Amazon ikke have lov til at sælge egne produkter på markedspladsen. 

Løsning for Amazon? 

Enten skal giganten splitte op, ellers også skal Amazon lave en separat hjemmeside, hvor de sælger egne produkter.   

Færre opkøb og bedre dataadgang 
Lovforslaget vil også gøre det nemmere for brugerne af sociale medier (Facebook) at trække deres data ud på en let måde, så det bliver nemmere at skifte til andre sociale medier uden at skulle starte forfra med kontakter osv. 

Et andet punkt skal gøre det vanskeligere for de store virksomheder at opkøbe potentielle rivaler. 

Giganterne må ifølge lovforslaget heller ikke udelukke rivaler eller kræve køb af varer eller tjenester for at give adgang til platformen. 

Som sidste punkt vil politikerne hæve gebyrerne for at anmelde fusioner for de store virksomheder. Det skal give flere ressourcer, der skal bruges på at styrke konkurrencemyndighederne.  

Markant og iøjnefaldende 
Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv, har fulgt debatten om især Amazons dominans tæt i flere år, og han ser med store interesse på forslaget. 

”Der har tidligere været tanker om tvangsopdelinger, men det er alligevel et noget overraskende og ganske markant lovforslag, vi nu ser blive præsenteret af både demokrater og republikanere. Det er svært at vurdere, hvor realistisk det er, og det fulde forslag kommer nok ikke at blive gennemført en af de næste dage, men det er uhyre interessant, fordi det potentielt kan ændre på magtfordelingen og økosystemet i erhvervslivet.” 

”Vi ser jo samme tendenser i EU med Margrethe Vestager i spidsen, så at det nu sker på begge sider af Atlanten gør det ikke mindre interessant.” 

Grundig undersøgelse 
Lovforslaget kommer i halen på en stor undersøgelse af selskaberne offentliggjort af konkurrenceudvalget i Repræsentanternes Hus. Undersøgelsen dækker over mere end 1,3 mio. dokumenter, hemmelige notater, interview med topchefer og blandt andre Margrethe Vestager. 

Kontakt

Digital Handel

Niels Ralund

E-handelsdirektør
Medarbejderprofil