Gemt

Sustainability Awards – Indstil din virksomhed

20. maj 2021

Dansk Erhverv og EY sætter fokus på bæredygtighed i danske virksomheder med Sustainability Awards, der overrækkes ved en konference den 15. september 2021 i Børssalen i København. Ansøgning er nu åben for virksomheder, som opfylder kriterierne for én eller flere af priserne. Deadline for ansøgning er den 3. juni.

Sustainability Awards omfatter tre priser, som er målrettet både større og mindre virksomheders arbejde for at skabe værdi i samfundet og etablere god og forbilledlig praksis på området.

”Formålet med Sustainability Awards er at sætte fokus på virksomheder, som arbejder forretningsstrategisk med bæredygtighed. Dette kan både være i relation til at tage en innovativ tilgang til at løse nogle af de bæredygtighedsudfordringer, som vi ser i samfundet i dag, og i forhold til at have bæredygtighed integreret som en del af virksomhedens kerneforretning,” udtaler Brian Mikkelsen, Adm. Direktør i Dansk Erhverv.

Sådan deltager du
Ansøgning er nu åben for virksomheder, som ønsker at deltage i Sustainability Awards. I ansøgningen beder vi om en kort beskrivelse af, hvad der kvalificerer virksomheden til den pris, der søges om. Deadline for ansøgning er den 3. juni 2021.

Om de tre priser
Climate Strategy Award
Her er fokus på virksomheder, som udmærker sig i arbejdet med klimaforandringer. Strategiprisen går til en virksomhed, som i sit strategiske afsæt har særligt ambitiøse mål og handlinger for reduktion af virksomhedens drivhusgasudledninger, eller som bidrager særligt til reduktion af samfundets drivhusgasemissioner igennem virksomhedens forretningsmodel. Virksomheden arbejder seriøst med området og kan vise solide data, der understøtter ambitionerne.

Sustainability Innovation Award
Innovationsprisen går til en virksomhed, som arbejder særligt innovativt med bæredygtighed. Det kan være i forhold til én eller flere bæredygtighedsforhold, såsom at udvikle nye produkter og services, der har en mindre miljø- og klimabelastning, arbejde i partnerskaber med leverandører for at fremme bæredygtighed i værdikæden eller at arbejde med diversitet og inklusion med nye, innovative tilgange m.m.

Særpris for Long Term Value Creation
Her er fokus på virksomheder, som udmærker sig over tid eller i særlig grad inden for bæredygtighed. Særprisen går til en virksomhed, som over en årrække er gået forrest i arbejdet med ansvarlig virksomhedsdrift, herunder aktivt har vist og rapporteret fremskridt, og har engageret sig i samfundsdebatten omkring ansvarlig virksomhedsførelse.  

Særprisen for Long Term Value Creation uddeles af Dansk Erhverv og EY, og der kan ikke søges om denne pris.

Du kan læse mere om priserne og indsende din ansøgning til Sustainability Awards her: Sustainability Awards | EY Danmark.