; ;
Gemt

Forskellen på håb og håbløshed er en plan

11. marts. For et år siden lukkede Danmark ned. Året der er gået, har vist, at virksomheder kan holde til meget, hvis de har et håb om at overleve. Men uforudsigeligheden tærer på udholdenheden. Derfor sætter Dansk Erhverv i dag ekstra fokus på behovet for en konkret køreplan for Danmarks genåbning. 

Sådan kan vi genåbne Danmark

En konkret genåbningsplan

Tirsdag fremlagde et politisk flertal en aftale, der blandt andet betyder, at højskoler og efterskoler kan åbne pr. 15. marts. Aftalen betød også, at reglerne for antal kunder i butikker på over 5000 m2 blev lempet. 
 
I Dansk Erhverv hilser vi ethvert skridt mod genåbning velkomment. Men tirsdagens melding er også et udtryk for en fremgangsmåde, der langt fra håndterer den uforudsigelighed, der i disse dage, uger og måneder skaber store bekymringer for mange virksomheder. 
 
En uforudsigelighed, der i værste fald kan betyde konkurser og afskedigelser.
  
”Det nytter ikke noget at lave genåbningsdryp efter genåbningsdryp sådan lidt hen ad vejen. Der er brug for en samlet plan, der skaber forudsigelighed,” siger adm. direktør Brian Mikkelsen.
 
Onsdag meddelte regeringen, at man arbejder på en genåbningsplan, der præsenteres 23. marts.
 
”Der er lang tid til den 23. marts. Omvendt så ved vi nu, hvornår vi kan forvente en langsigtet plan. I Dansk Erhverv appellerer vi til, at den bliver så klar, konkret, langsigtet og brugbar som overhovedet muligt,” siger Brian Mikkelsen.

Læs også: Et år efter nedlukningen: Uforudsigeligheden er fortsat slem (Finans.dk)

På tværs af flere medier sætter Dansk Erhverv derfor i dag ekstra fokus på behovet for den konkrete genåbningsplan – og at den skal præsenteres snarest. For hver dag tæller.  

”Etårsdagen for nedlukningen af samfundet er en god anledning til at skærpe fokusset på behovet for en konkret genåbningsplan. Uforudsigeligheden, nu igennem et helt år, tærer på udholdenheden i tusindvis af virksomheder, og de har brug for vide, hvor langt vi er. De har brug for at vide, hvad de kan regne med. Hvad der skal åbne og hvornår. Dag for dag. Branche for branche,” siger Brian Mikkelsen.

Læs også: Genåbning – og grænseåbning (standby.dk)

Dansk Erhvervs bud på, hvordan en model for genåbning af Danmark kan se ud.
Læs om faserne og de objektive kriterier, genåbningsplanen beror på, ved at klikke på billedet. 


Dansk Erhvervs forslag til konkret genåbningsplan 
I Dansk Erhverv er vi kommet med vores konkrete udspil til en langsigtet genåbningsplan. Modellen er forudsat, at genåbningerne kan udskydes med 14 dages intervaller, hvis forudsætningerne ikke mødes.
 
”Der skal selvfølgelig være en elastik i modellen. Elastikken går i begge retninger, og hvis det viser sig, at det går endnu bedre med smittetallene end forventet, så skal vi også kunne genåbne hurtigere. Sæson-effekten kan slå igennem på samme måde som sidste år, og antallet af indlagte falde til langt under det beregnede. Omvendt kan vi opleve lokale eller regionale udbrud, ligesom vi kan opleve nye mutationer, der kan forværre smittesituationen. Det skal der løbende justeres efter. Men bundlinjen er, at forskellen på håb og håbløshed er en plan. En konkret plan, der skaber forudsigelighed,” siger Brian Mikkelsen.

Læs også: En tredjedel af landets kommuner har øget beskæftigelsen under pandemien (Finans.dk)
 
Forudsætningerne for Dansk Erhvervs genåbningsplan er, at epidemien skal være under kontrol og vaccinationerne skal fortsat og planmæssigt udrulles. Øget vaccination og dermed immunitet er en forudsætning for, at den fortsatte genåbning kan gå videre til næste fase.

Læs uddybende om vores forslag til en konkret genåbningsplan herunder.
 

Forslag til konkret genåbningsplan- og model

pdf

Download

SEKS FASER

FORSLAG TIL MODEL FOR GENÅBNINGSPLAN

Kontakt

Har du spørgsmål til vores forslag til en genåbningsplan?