Gemt

Iværksætterinterview med BLAST: En ny branche i vækst

11. november 2021

imagescmrw.png

5, 4, 3, 2, 1, Boom, bomben sprænger, announceren kalder “Terrorists wins” og der er hujen i salen.
Dette er blevet gentaget flere gange, siden BLAST i november 2017 for første gang afholdte den gigantisk e-sportsturnering på dansk jord. Der var lagt op til noget af et brag, da to danske e-sportshold og flere udenlandske, skulle konkurrere i Royal Arena i et af de største e-sportsopsætninger, der nogensinde har fundet sted i Danmark. Sæderne var fyldte, stemning som til en landskamp, og det kunne tydeligt mærkes på både spillere, deltagere og arrangører, at denne form for underholdning var kommet for at blive.

Hvem er BLAST?
BLAST er en ”Counter Strike”-turnering, hvor eliten inden for Counter Strike konkurrerer med hinanden på sæson-basis. Turneringen er drevet af BLAST, en virksomhed med en ambition om at revolutionere den digitale underholdning: 

”Den nye generation har et stort digitalt jeg, som er vigtigt for os at have fokus på. Det er derfor vigtigt at, når man sidder derhjemme og bliver underholdt, kan føle at man er en del af underholdningen, og ikke blot er en passiv forbruger af den,” siger Nick Skovsen, COO fra BLAST. 

BLAST er en visionær service-provider, der kan levere et produkt til spiludviklere med fokus på konkurrencespil med konkurrence elementer. Dette spiller ind i BLAST’s vision om, at underholdningen, som bringes hjem i stuerne, skal være mere interaktiv: 

”Vi arbejder også tæt sammen med spiludviklere, som har fokus på at lave konkurrencebaserede spil. Vi kan til dem levere en innovativ broadcast løsning, som har fokus på at bygge den bedste oplevelse for seerne derhjemme. Dette gør vi, da vi tror på, at fremtidens underholdning lige så meget kommer til at foregå fra seernes eget hjem. Vi mener derfor, at det er vigtigt, at man kan lave underholdningsløsninger, som kan drage seerne ind og interagere med den underholdning, som vi kan være med til at levere. Vi prøver egentlig i den store helhed at videreudvikle internettet, e-sporten og underholdningen sammen, for at give den bedste mulige brugeroplevelse.” 

 

imagezrnul.png
Nick Skovsen, COO i BLAST.

Den yngre generation og den digitale trend
BLAST spiller ind i en trend, som er unik for den yngre generation. Der er mere fokus på underholdningen derhjemme, og det at være en IT-dreven person, som elsker at arbejde med computere og data, er af samfundet blevet mere og mere eftertragtet, og ikke længere set som noget, man ikke forstår: 

”Vi er ved at se et skifte i hvordan gaming og det digitale bliver set. I dag findes der ikke noget, der er mere hot på arbejdsmarkedet end IT-profilen grundet det digitale fokus i vores samfund, og mange af disse IT-profiler har deres rødder i internettet og de spil, som vi i dag kan begynde at lave underholdning på.” 

E-sport trender i Danmark 
Trenden kan blandt andet ses ved, at e-sport i Danmark og andre lande er en branche i vækst, som får mere opmærksomhed end nogensinde før. Spillere og hold nærmer sig at være lige så kendte som fodboldhold og -spillere, og vi kan i dag lige så ofte få nyheder om e-sport, som vi kan om andre sportsgrene: 

”Vi ser e-sporten som den professionelle udøvelse af computerspil, som kan svares lidt til, at du kan spille fodbold på amatørplan, hvor du blot mødes med vennerne om eftermiddagen efter din skole eller dit arbejde, eller du kan spille det professionelt, hvor det bliver dit primære fokus og din hverdag. E-sport er mange forskellige spil. I Danmark er det primært Counter strike, og det er primært fordi vi hos BLAST, Astralis, og mange andre aktører primært har drevet Counter Strike. Vi tror dog, at vi er på ved ind i en anden bølge, hvor de andre store konkurrencespil også kommer mere på banen herhjemme.” 

Dog er e-sport som branche stadig et forholdsvist nyt fænomen. Der er stadig mange, som ikke er sikre på hvad det er, og hvor den bølge, Nick snakker om, er på vej hen. Derfor har virksomheder som BLAST ikke kun et fokus på at skabe vækst for dem selv, men også på at udvikle en branche, vi stadig ikke ved, hvor er på vej hen:  

”Vi skal ikke kun skabe en virksomhed, vi skal også skabe en branche. Vi er meget påvirket af, hvordan branchen som helhed klarer sig, og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at der er både gode og dårlige ting ved, at vi er så afhængige af, hvordan markedet udformer sig. Så længe det går som det går nu, og markedet går op af, og der er de rigtige trends, så går det godt. Det er det, der skaber vores muligheder. Men hvis det om 10 år vender fuldstændig, og der ikke er interesse for at se på andre folk spille computer, så har vi ikke det samme eksistensgrundlag, som vi har i dag. Alle beslutninger som vi tager, har vores vision in mente, og den holder fokus på, at vi gerne vil hjælpe bølgen videre. Vi vil gerne fortsætte i retningen af, at vores kultur skal have plads til de IT-fokuserede og e-sports entusiasterne.” 

E-sportens fremtid 
For BLAST er det vigtigt, at e-sporten får opmærksomhed fra aktører rundt om i Danmark og verden. E-sporten er med til at skabe nye jobs og give plads til nogle, der ikke altid har haft plads i samfundet. Den digitale revolution er for BLAST kommet for at blive, men de mener også, at det er vigtigt, at alle interessenterne hjælper med at løfte denne agenda: 

”Vi ved godt, at vores vision er langsigtet, og at det vi ønsker, ikke er noget der kommer til at ske fra den ene dag til den anden. Vi har hos BLAST en meget fremtidsfokuseret tilgang til, hvordan vi arbejder og bliver ved med at have fokus på vores vision, da vi tror på, at vores kultur og samfund vil den vej. Vi vil derfor gøre, hvad vi kan for at hjælpe den afsted. Corona har vist mange danskere, at underholdning ikke altid behøver at skulle være store scener og mange mennesker samlet på ét sted. I 2019, havde vi 7 events rundt omkring i hele verden. De events var dyre at afvikle, og de events har været med til at gøre os til et globalt brand. Under Corona, har vi ikke kunne afholde et eneste fysisk event, men vi har alligevel kunne se, at ved at omlægge de events til en digital løsning, så har vi kunne holde på seere, og stadig give dem en fed oplevelse. Det har bekræftet os i, at den digitale underholdning, er noget som verden ønsker, og at e-sporten skal have så meget bevågenhed, som vi kan give den,” siger Nick Skovsen, COO hos BLAST.