Gemt

Skru op for servicefradraget – sløjf håndværkerfradraget

19. oktober 2021

Hvis flere skal ud på arbejdsmarkedet, så er det nødvendigt at justere servicefradraget. Særligt indvandrerkvinder vil få gavn af tiltaget, lyder det fra Dansk Erhverv.

 

Der er fuld gang i hjulene i Danmark, og manglen på arbejdskraft breder sig. Der er brug for både markante reformer og forskellige tiltag, hvis danske virksomheder skal have adgang til de hænder og hjerner, som de har brug for.

”Manglen på arbejdskraft er en kæmpe udfordring, men den er samtidig en historisk mulighed for at få personer, der ikke tidligere har været i arbejde, ud på arbejdsmarkedet. Den mulighed skal vi gribe. Derfor ønsker vi, at servicefradraget bliver gjort større og permanent."

"Udover de traditionelle ydelser, som rengøring, børnepasning og havearbejde, så bør man også have flytteydelser og reparationer med ind i pakken. Beløbsgrænsen skal låses fast på de 25.000 kr. pr. person, som var den midlertidige grænse under corona-epidemien. Svenske erfaringer viser, at det særligt er indvandrerkvinder, der ved et sådan tiltag kommer i arbejde,” siger Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv.

I Sverige er 47 procent af de ansatte i landet servicefradragsordning (RUT), der har indvandrerbaggrund – heraf er en stor del 17000 indvandrerkvinder, som således er kommet ud på arbejdsmarkedet for første gang.

Sløjf håndværkerfradraget
Samtidig med, at der skrues op for servicefradraget, så bør man én gang for alle sløjfe håndværksdelen af boligjobordningen.

”Håndværkerne har længe haft rygende travlt. Det giver ingen mening fortsat at give fradrag for deres arbejde. Der kommer ikke flere håndværkere af ordningen fremover, som ellers var det oprindelige formål."

"Vi ved også, at effekten på sort arbejde og gør-det-selv er i øvrigt marginal. Sådan er det ikke med fradrag på service. Det fradrag aflaster ældre, der måske har svært ved at klare haven og rengøring, og det frigør tid til travle børnefamilier, der dermed både får mere tid til børnene og til at lægge en ekstra indsats på arbejdet,” siger Brian Mikkelsen.

Brian Mikkelsen tilføjer, at en omlægning af boligjobordningen kan gøres provenuneutral, da pengene der spares på håndværksdelen, kan bruges til at skrue op for servicefradraget.

Kontakt

Kommunikation & Presse

Jesper Ingemann

Pressekonsulent