Gemt

Iværksætterinterview med Nøie: Vores start som spinoff er udgangspunktet for vores skaleringssucces

12. oktober 2021

Startuppen Nøie er en spinoff-virksomhed i høj vækst. Startuppens eksponentielle stigende skalering er mulig, fordi Nøie er startet som et innovationsprojekt i maven på LEO Innovation Lab. Hvis man er født i et setup, hvor der er vækstambitioner fra starten af, så er det nemlig en naturlighed at vokse med lynets hast, mener Frederik Lysgaard Vind, der er investor og head of people & culture i Nøie.

 

Flere store virksomheder har fået øjnene op for de muligheder, der kan følge med at skabe en entreprenørskabskultur internt i virksomheden, også kaldet intraprenørskab. Det kan, som i Nøies tilfælde, føre til, at interne innovationsprojekter bliver spundet ud af virksomheden som en startup, der nu skal stå på egne ben.

Nøie laver skræddersyet hudpleje baseret på individuelle hudprofiler. Deres klare mission er at øge livskvaliteten for mennesker med hudproblemer og skabe en ny ærlighed om et tabubelagt problem. I arbejdet mod at bekæmpe hudproblemer er det skalering og et ønske om at gøre en forskel, der er den afgørende drivkraft:

”Nøie har netop lukket en serie A, og vi er i gang med at skalere hele vores organisation både med flere medarbejdere, i forhold til nye og større markeder, men også bedre løsninger. Vi har oplevet et praktisk skift fra markedstestfasen til skaleringsfasen, og hvordan dette skift bringer behovet for en ny type organisation. Nøie kommer ud af LEO Innovation Lab. Startuppen lå to år i maven på LEO Pharma, og det var her væksttilgangen blev grundlagt. Det betyder, at vi fra starten af har tænkt stort. Der er kommet nogle ret store vækstcases ud af LEO Innovation Lab, så vi har nogle store sko at skulle fylde ud. Det har derfor været helt naturligt, at vi konstant skal forsøge at optimere og skalere. Det er faktisk udgangspunktet for hele Nøies eksistens.” 

Brugeren i centrum
Hele Nøies koncept er drevet af feedback, hvor brugeren er i centrum. Det betyder, at brugeren er med til at udvikle produktet. Algoritmerne bliver i takt med feedback klogere, og kan derigennem matche bedre op med de rigtige produkter. Data har derigennem en fuldstændig afgørende betydning for skalering, og vil derfor give nye muligheder:

”Vores ønske om at forbedre livskvaliteten for folk med hudproblemer medfører en naturlig vækst og skalering. LEO Pharma fordrede kulturen for spinoffs for at gøre verden til et bedre sted at være. Som spinoff havde vi stor adgang til viden og produktion. Jeg tror det, der særligt gjorde Nøies start som et intraprenørskabsprojekt til en succes var, at Leo Pharma frakoblede organisationen og hyrede andre profiler, mens der stadig var vidensoverlap og samtidig god mulighed for test for os som startup. Leo Innovation Labs vision om at skabe impact-iværksætteri er udgangspunktet for vores succes. Med vores setup vokser vi ind i skalering.”

Adgang til talent og fordelen ved medarbejderaktier
”Netop fordi vi ønsker at skalere, så oplever vi det også som vores største udfordring at ansætte de rigtige hoveder fra hele verden. En af Nøies kerneværdier er inklusion, men det er langt fra inklusion, som udenlandske medarbejdere støder på, når de skal ansættes i Danmark. Det er jo desværre en tendens, som vi ser på nationalt niveau for alle startups. Det er de færreste der bliver, og derfor går Danmark glip af mange gode ting. Det er ærgerligt, for Danmark er et godt sted at starte og vi bruger i Danmark mange kræfter og meget energi på startups i de tidlige faser. Der skal skabes et bedre økosystem i Danmark med adgang til talent og kvalificeret arbejdskraft. Det vil betyde, at vækstvirksomheder har lyst til at blive i Danmark. Vi vil nemlig helst undgå at flytte hovedsæde. Der er fede forhold i Danmark, men adgangen til talent udfordrer os, og vi ved, at de folk man har på holdet, har stor betydning for virksomhedens værdiansættelse. Hvis vi ikke kan ansætte kvalificerede kandidater i Danmark, så taber vi på værdiansættelsen. Det er en hæmsko for vores visioner om skalering.” 

For Nøie har det hele tiden været vigtigt at tænke globalt og skalerbart. Den tankegang er også blevet overført til medarbejderforholdene:

”Alle fuldtidsmedarbejdere i Nøie er med på et warrant-program. Det er både godt finansielt for os som iværksættervirksomhed, men det giver også god mening i forhold til vores medarbejderkultur. Medarbejderaktier giver et godt ansættelsesforhold, og i vores tilfælde en helt unik fællesånd, som vi meget gerne vil fremme. Folk arbejder sammen på tværs og det understøtter aktieprogrammet, når man som medarbejder er medejer af virksomheden. Vi har haft warrant-programmet fra start af, og det giver en helt særlig ansvarsfølelse og en bedre holdånd på vores team. Vi skal som team ud i hele verden. Nøie skal tegne fremtiden for skincare. Brugeren skal altid være i centrum, og Nøie skal være first-mover i effekt og præge markedet. Vi skal være meget større. Det vi ser nu, det er kun starten,” siger Frederik Lysgaard Vind.