Gemt

Matas’ logistikdirektør: Vær fremsynet og hav modet til at tage de store beslutninger

Trods Matas’ imponerende vækstrejse de seneste år, har virksomheden ambitiøse fremtidsplaner, som blandt andet byder på fordobling af omsætningen og et spritnyt logistikcenter. Det fortæller Matas’ logistikdirektør, Brian Gøbel Poulsen, på Dansk Erhvervs Logistikkonference.

Se flere oplæg fra Logistikkonferencen.

Der var nok succeshistorier at tage af, da Matas’ logistikdirektør, Brian Gøbel Poulsen, indtog scenen til Dansk Erhvervs logistikkonference. Materialistgiganten, som gik hjem med hele tre E-handelspriser i november, har haft en imponerende vækstrejse.

"Web-plukdelen var noget, man gjorde i baglokalet af lageret, og nu er det en fuldgyldig del af hele logistikforretningen. I 1. kvartal af 2021 havde vi flere pluk til online end til vores fysiske butikker."

Faktisk er virksomheden seksdoblet i omsætning på blot tre år og har en digital omsætning på over en milliard. Succesen, mener Brian Gøbel Poulsen, kommer af Matas’ fokus på at servicere kunderne bedst muligt – også under corona.

”Den primære vækstdriver har været et vedholdende fokus på kundeservice gennem innovative best-in-class kundeservices. De tilbyder blandt andet samme dags levering til mere end halvdelen af Danmarks befolkning. Når man går ind på netbutikken, kan man få live guidance af medarbejdere. Det er nøglen til at løfte kundeoplevelsen,” siger han.

En veludviklet logistikkultur

Matas’ imponerende vækst skyldes blandt andet en logistikkultur, der er gennemgået store forandringer på få år, siger Brian Gøbel Poulsen.

”Web-plukdelen var noget, man gjorde i baglokalet af lageret, og nu er det en fuldgyldig del af hele logistikforretningen. I 1. kvartal af 2021 havde vi flere pluk til online end til vores fysiske butikker. Når vi rammer Black Friday om et par måneder, har vi 600 vikarer på vores 7.000 m2 lager i Humlebæk, som hjælper os igennem Black Friday og julen. Det er gået fra at være virkelig småt til nu at være en dedikeret operation,” siger han om udviklingen.

Har du hentet Logistikanalysen og Logistikguiden ?

Bæredygtighed: Eksperimentér!

Som logistikdirektør hos Matas har Brian Gøbel Poulsen også ansvar for bæredygtighed. Det er et centralt element i alle processer, mener han, men også noget, der kræver at tage stillinger til en del svære dilemmaer.

”Vi eksperimenterer med bæredygtighed, læser og bliver klogere på det. Vi arbejder for eksempel lige nu med folie. Hvor tynd kan vi gøre folien? Hvor lidt kan vi bruge? Hvor meget kan vi strække den? Vi arbejder med vores papkasser og ser, om vi kan få den FDC-mærket. Vi har erstattet plastikken, der lå i bunden af vores pakker med papir. Papir vejer mere end plastik – så skal man bruge meget papir eller lidt plastik? Det er nogle af de dilemmaer, vi står med,” siger han.

"Vi vil gerne fordoble salget på nettet. Det betyder, at vi skal gå fra én milliard til to milliarder i online omsætning"

Femårsplanen

Trods en forrygende vækstrate de seneste år, hviler Matas ikke på laurbærrene, når det kommer til fremtidsambitioner. Disse lyder blandt andet på planer om øget vækst, øget lagerkapacitet og internationale udsigter.

”Vi vil gerne fordoble salget på nettet. Det betyder, at vi skal gå fra én milliard til to milliarder i online omsætning. Det svarer til, at vi i 2025 forventer at have 40% af vores omsætning fra digitale kanaler,” sagde han. ”En del af væksten skal også komme fra, at vi skal sælge mere til vores eksisterende kunder. Det skal vi gøre ved at hoppe ind i nye kategori- og vareområder. Vi ønsker at udvide vores varesortiment til 100.000 varer og dermed tredoble sortimentet, så kunderne får tilbudt 150.000 varer.”

Måske ikke overraskende agter Matas også at se mod udlandet i de kommende år.

”Vi er også begyndt at dyppe tåen i det internationale marked. Vi tror, vi har nogle stærke brands med rødder i den nordiske muld, som kan have interesse for nogen uden for de danske grænser,” siger han.

25.000 m2 nyt logistikcenter

For at nå den ambitiøse strategiplan, er Matas afhængig af en logistikstrategi, der kan supportere det. Det har affødt, at Matas har investeret 500 millioner kroner i et 25.000 m2 logistikcenter. Virksomheden regner med at flytte ind i 2023, fortæller Brian Gøbel Poulsen. Om de konkrete ønsker for det nye lager, siger han:

”Det er et ordentligt hop i kapacitet, vi tager ved at have det her nye lager. Dels får vi mulighed for at have de 150.000 varer, som indgår i strategien, og vi har også mulighed for at opskalere, således, at hvis vi får mulighed for at have 250.000 varer, er det også en mulighed. Tilbage i 2018 havde vi en kapacitet på 20.000 varenumre. Jeg tror, at når vi rammer halvandet år fra nu, så har vi omtrent en kapacitet på 70.000. Med denne nye lokation vil vi kunne sende 100.000 webordrer ud ad døren om dagen.”

Tre key take aways

Afslutningsvis gav Brian Gøbel Poulsen tre ’key take aways’ til virksomheder, som kan lade sig inspirere af Matas’ logistikstrategi. De er som følger:

  1. Vær fremsynet og hav modet til at tage de store beslutninger, som rækker langt frem i tiden.
  2. Det er svært at spå om fremtiden, så man er nødt til at arbejde målrettet med agilitet og skalerbarhed. Man skal løbende lave ”hvad nu hvis…” scenarier, fordi hvad vil du gøre, hvis din ordrer fordobles? Hvis dine ordrer bliver markant større? Vi bruger meget tid på at tænke scenarier, og hvordan vi arbejder med dem.
  3. Arbejd med bæredygtighed i alle processer. Ellers kommer der andre, der gør det for dig – og det er langt sjovere selv at lave forsøg med at være bæredygtig.

Kontakt

Digital Handel

Carsten Rose Lundberg

Branchedirektør for digital handel
Medarbejderprofil