; ;
Gemt

Skal du være med til at skabe 50.000 arbejdspladser gennem innovative partnerskaber?

01. december 2022

Dansk Erhverv søger iværksættere, eksperter og ildsjæle, der ønsker at være en del af et ambassadørkorps, der gennem innovative partnerskaber skal være med til at fremme iværksætteri og understøtte arbejdspladser i Mellemøsten og Nordafrika.

DAPP.png

Ambitionerne er tårnhøje for Dansk-Arabisk Partnerskabskprogram (DAPP), der blev lanceret i sommeren 2022 og har til formål at skabe 50.000 arbejdspladser i Mellemøsten og Nordafrika (MENA-regionen) gennem blandt andet iværksætteri.

Derfor søger Dansk Erhverv endnu flere iværksættere, eksperter og ildsjæle, der som en del af et ambassadørkorps har lyst til at dele viden og kompetencer med unge i Mellemøsten.

Mød ambitiøse unge

Som del af Dansk Erhvervs ambassadørkorps vil du blive inviteret til at deltage på kortere ophold i landene, hvor programmet skal være med til at skabe og understøtte arbejdspladser i samarbejde med lokale partnere.

Det er her, du gennem sparring og deltagelse i innovationsprogrammer får muligheden for at videregive dine kompetencer og samtidig stifte bekendtskab med nye, uberørte markeder og potentielle underleverandører. Transport, kost og logi dækkes af Dansk Erhverv.

”MENA-regionens unge besidder en skabertrang, som kan sammenlignes med den, vi ser i Danmark. Desværre oplever vi, at der er mange ambitiøse unge, som grundet bureaukrati og manglende infrastruktur ikke får muligheden for at starte deres entreprenørdrømme,” siger Lucas Højbjerg, politisk konsulent og DAPP-projektleder i Dansk Erhverv.

Erfaring med at drive virksomhed i vækst

Iværksættere og eksperter, som er medlem af Dansk Erhverv, har mulighed for at ansøge om at blive en del af ambassadørkorpset. Målgruppen for ambassadørkorpset er iværksættere og SMV’er, der har nogle års erfaring med at drive en virksomhed i vækst, virksomheder, der har erfaring med innovationsprogrammer og dem, der ønsker at deltage som en del af deres CSR-strategi.

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP) er finansieret af Udenrigsministeriet og bag står Dansk Erhverv, PlanBørnefonden, GAME, Mellemfolkeligt Samvirke i samarbejde med Dansk Flygtningehjælp og Ulandssekretariatet.

Tilmeld dig her

Vil du vide mere om mulighederne for at deltage i ambassadørkorpset, eller er du nysgerrig på at vide mere om Dansk Erhvervs engagement i DAPP-programmet, skal du kontakte Lucas Højbjerg, politisk konsulent og DAPP-projektleder, Dansk Erhverv, 22731740, luho@danskerhverv.dk.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Lucas Højbjerg

Politisk konsulent og DAPP-projektleder
Medarbejderprofil
Kommunikation & Presse

Liv Østerstrand Rasmussen

Journalist og kommunikationskonsulent