Gemt

Dansk Erhverv: Der er brug for en ’end game’-plan for genåbning nu

05. januar 2022

Desværre kom der ikke konkrete bud på øjeblikkelig plan for genåbning og lempelse af restriktioner på onsdagens møde med sundhedsordførerne. Det ærgrer erhvervsorganisationen Dansk Erhverv, som især ønsker kulturlivet åbnet hurtigst muligt. Der bør laves en ’end-game’-plan for corona-restriktionerne nu – ikke mindst i lyset af SSI’s positive meldinger om omikronvarianten, lyder det.

 

På dagens møde mellem sundhedsministeren og sundhedsordførerne fra Folketingets partier kom der desværre ikke nogen klare meldinger for, hvordan de gældende restriktioner lempes, og hvilken plan der skal være for genåbning Det ærgrer Dansk Erhvervs adm. direktør Brian Mikkelsen.

”Vi får mange meldinger fra især et nødlidende kulturliv, som virkelig er hårdt ramt af de nuværende restriktioner og nedlukninger. Og lyset af de positive meldinger fra Statens Serum Institut, så bør der fra politisk side være fokus på at få lukket op igen. Og det er jeg ærgerlig over, at der ikke kommer nogen klar melding om i dag. Det er umådeligt hårdt med uvished og ”stop and go”-løsninger for erhvervslivet. Vi er verdensmestre i at håndtere corona, så de evner må vi kunne få omsat i en øjeblikkelig plan for en forsvarlig genåbning og et åbent samfunds- og erhvervsliv. Erhvervslivet kan sagtens håndtere at sørge for forsvarlige forhold for gæster, kunder og borgerne generelt,” siger adm. direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen. 

Dansk Erhverv ønsker plan for genåbning nu
Dansk Erhverv efterlyser, at man bruger de gode erfaringer fra forårets genåbning til at få lavet en klar plan for, hvordan de nedlukkede erhverv kan åbne hurtigst muligt.

”Vi vil gerne appellere til, at man fra politisk hold sætter sig sammen med myndighederne i nærmeste fremtid og får lagt en ”end game”-plan for genåbning og smittehåndtering, som kan skabe forudsigelighed for virksomhederne og som kan holde erhvervslivet og samfundet åbent, samt en strategi for håndtering af evt. kommende varianter, så vi undgår nye nedlukninger. Virksomhederne i især kultur- og oplevelseslivet har været lukket ned i store perioder gennem de seneste to år, og det kan simpelthen ikke fortsætte,” siger Brian Mikkelsen.

Det er dyrt for samfundet at være lukket
Ifølge Dansk Erhvervs beregninger så har det store samfundsøkonomiske konsekvenser at holde blandt andet kultur- og oplevelseslivet lukket.

”Det koster 800 millioner kroner om måneden for det danske samfund at være lukket ned som vi ser nu. Det påvirker også 50.000 jobs i de berørte erhverv, men hvis man åbner kulturlivet, men stadig holder nattelivet lukket, så vil 47.500 personer kunne komme tilbage på arbejde. Så det er mange mennesker, som er berørt og hjemsendt. Det er for dyrt for samfundet at fortsætte på denne måde,” siger Brian Mikkelsen.

Kontakt

Kommunikation & Presse

Lars Ohlsen

Pressechef