Ny reformpakke indfører automatisk erhvervsrapportering i SMV’er
Regeringen har med en række af Folketingets partier indgået en reformpakke, hvor der blandt andet er udsigter til en fremtid med automatisk erhvervsrapportering i SMV’er. Det er glædeligt, at vi nu ser fremskridt på området, lyder det fra Frederikke Saabye, chefkonsulent i Dansk Erhverv.
Den 21. januar 2022 kunne regeringen sammen med Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Kristendemokraterne præsentere en aftale om nye reformer. Reformerne ligger i forlængelse af regeringens udspil Danmark kan mere.
I aftalen ny reformpakke for dansk økonomi indgår blandt et initiativ om automatisk erhvervsrapportering, som forventes at give en besparelse i SMV’ernes bogføring og indberetning til myndighederne på op til 3 mia. kr. Det sker gennem brug af digitale og automatiserede bogføringssystemer.
”Det her er noget, vi har efterspurgt fra Dansk Erhvervs side i lang tid. Det var en del af det forslag, vi havde med i, da vi forslog at afskaffe alle manuelle indberetninger til det offentlige i Dansk Erhvervs ’Digital Handlekraft’ tilbage i 2020. Derfor er det meget positivt at se, at det ønske nu imødekommes”, siger Frederikke Saabye og fortsætter:
”I dag bruger mange virksomheder ekstremt meget tid på at indberette økonomisk data manuelt til myndigheder, og gennem automatisering i de processer, kan vi fjerne administrative byrder for erhvervslivet i størrelsesordenen 3 mia. kr. om året. Det er derfor meget glædeligt, at vi nu ser fremskridt på området.”
Dansk Erhvervs Techudvalg formulerede i 2020 ”Digital Handlekraft”, som består af 27 forslag til at styrke Danmarks digitale konkurrenceevne, robusthed og ansvarlighed.

Kontakt

Digitalisering, Teknologi, Tele & Tværgående Koordination
Frederikke Rosendal Egede Saabye
Fagchef for digitalisering