Gemt

Giv bødekataloget for lastbilchauffører et eftersyn

21. juni 2022

Branchedirektør i Dansk Erhverv Transport, Jesper Kronborg, efterlyser et gennemgribende eftersyn af bødesystemet for vejgodstransporten for at gøre chaufførjobbet mere attraktivt.

 

Chaufførmanglen er i øjeblikket historisk høj, og transportvirksomhederne har meget vanskeligt ved at finde nye medarbejdere.

For nylig udkom Transportministeriet med et omfattende bødekatalog på 42 sider, der viser, hvad chauffører kan blive ramt af, når de tager afsted på arbejde om morgenen.

”Alene omfanget taler for sig selv. Det er indlysende, at de mange bøder og det generelt høje bødeniveau, gør det vanskeligt at fastholde og tiltrække nye chauffører. Når man snakker om at forbedre chaufførers arbejdsvilkår, er det oplagt at se nærmere på området. Bøderne er et stressende element i chaufførernes hverdag, som ikke ses lignende i mange andre jobs, hvilket naturligvis ikke er rimeligt”, siger Jesper Kronborg.

”Bødekataloget trænger til et gennemgribende eftersyn, så bøder ikke skræmmer chauffører væk fra faget og forværrer chaufførmanglen”, fortsætter branchedirektøren og tilføjer, at det er et emne, som transportministeren umuligt kan komme uden om, når der efter sommerferien skal følges op på høringen om chaufførmangel fra i foråret.

Læs debatindlæg i Altinget om sagen her.