Vejafgift forventes at blive udvidet til små lastbiler fra 2027: Sådan forbereder du din virksomhed
Regeringen vil udvide den kilometerbaserede vejafgift til lastbiler mellem 3,5 til 12 ton fra 5. januar 2027. Det kan få betydning for din virksomheds transportomkostninger. Få overblik over de foreslåede regler og se, hvad din virksomhed bør gøre allerede nu.
Fra 5. januar 2027 skal lastbiler med en teknisk tilladt totalvægt på mellem 3,5 og 12 ton betale kilometerbaseret og CO2-differentieret vejafgift, hvis de benyttes til godstransport på det afgiftspålagte vejnet.
Sådan lyder det i et nyt lovforslag, som regeringen fremsatte i Folketinget i starten af oktober, og det forventes at blive vedtaget inden jul.
Lovforslaget bygger på en politisk aftale fra 2023. Indtil reglerne er vedtaget, tages der forbehold for deres endelige udformning.
Dansk Erhverv opfordrer til, at virksomheder, der bliver omfattet, allerede nu undersøger betalingsmulighederne, vurderer de økonomiske konsekvenser og tager dialogen med deres kunder.
Hvor meget skal din virksomhed betale?
Vejafgiften afhænger af køretøjets CO2-emissionsklasse og vægt. Nulemissionskøretøjer over 3,5 ton og til og med 4,25 ton er foreslået undtaget fra vejafgiften.
Nedenfor ses de foreslåede satser for den nye gruppe af lastbiler med en vægt på 3.501-11.999 kg:
|
CO2-emissionsklasse |
Almindelig sats pr. km |
Sats inkl. miljøzonetillæg pr. km |
|
Klasse 1 |
0,78 kr. |
1,17 kr. |
|
Klasse 2 |
0,70 kr. |
1,05 kr. |
|
Klasse 3 |
0,62 kr. |
0,93 kr. |
|
Klasse 4 |
0,41 kr. |
0,62 kr. |
|
Klasse 5 |
0,13 kr. |
0,20 kr. |
Der kommer desuden et miljøzonetillæg, som gælder, når køretøjet kører på afgiftsbelagte veje, der ligger i en miljøzone. Det drejer sig blandt andet om miljøzonerne i København og på Frederiksberg samt i Odense, Aarhus og Aalborg.
Du skal kun betale vejafgift for kørsel på det afgiftsbelagte vejnet. Se kortet over afgiftsbelagte veje på vejafgifter.dk.
Sådan betaler du vejafgiften
Der er forskellige muligheder for at betale vejafgiften. Den bedste løsning afhænger blandt andet af, hvor ofte din virksomhed kører på afgiftsbelagte veje.
Hvis din virksomhed ofte kører på afgiftsbelagte veje, bør du indgå en aftale med en udbyder af vejafgiftsudstyr. Udbyderen kan typisk tilbyde en vejafgiftsboks til køretøjet og eventuelt en app til betaling.
Du kan allerede nu undersøge mulighederne og kontakte en udbyder. Se oversigten over udbydere på vejafgifter.dk.
Hvis din virksomhed kun sjældent kører på afgiftsbelagte veje, kan du i stedet købe en digital vejafgiftsbillet før den enkelte kørsel.
Søg om undtagelse i god tid
Nogle køretøjer kan blive fritaget for vejafgiften. Det gælder blandt andet køretøjer, der ikke anvendes til godstransport, herunder visse specialindrettede arbejdsredskaber, skolekøretøjer, cirkuskøretøjer og veterankøretøjer.
Redningskøretøjer kan også være fritaget, hvis de er særligt indrettet til brandsluknings- og redningsopgaver og udelukkende anvendes til akutte redningsopgaver.
Motorstyrelsen har udarbejdet særskilt information om redningskøretøjer og vejafgift, ligesom der findes mere generel information om lastbiler, der ikke skal betale vejafgift.
Du kan også læse mere om undtagelserne på vejafgifter.dk og se, hvordan du undersøger, om dit køretøj er registreret til godstransport i Motorregistret (DMR).
Hvis dit køretøj er registreret på en måde, der umiddelbart medfører vejafgiftspligt, men du mener, at det er omfattet af en undtagelse, bør du allerede nu søge om fritagelse hos Motorstyrelsen.
Motorstyrelsen foretager en konkret vurdering af hver ansøgning, og det er derfor vigtigt at søge i god tid og indsende den nødvendige dokumentation.
Dansk Erhverv: Virksomheder skal have bedre tid til at omstille sig
Dansk Erhverv har i sit høringssvar peget på, at tidsplanen for at indføre vejafgiften er meget presset.
Virksomhederne skal have bedre mulighed for at forberede sig ordentligt på de nye krav, herunder finde betalingsløsninger og tilpasse deres administration og økonomi.
Derfor anbefaler Dansk Erhverv, at reglerne træder i kraft senere, eller at der indføres en reel overgangsordning uden sanktioner i opstartsperioden.
Læs Dansk Erhvervs høringssvar her.
Læs også:
Vejafgift til lastbiler vedtaget: Dansk Erhverv vil have samlet plan for grøn omstilling af transportbranchen
Den 1. juni har Folketinget vedtaget en kilometerbaseret vejafgift for lastbiler i 2025. Loven gør transport dyrere, men ikke meget grønnere. Derfor ønsker Dansk Erhverv en samlet plan for grøn omstilling af transportbranchen. Desuden skal vejafgiften skrues sammen, så den er let at håndtere i praksis for både myndighederne og virksomhederne.
Ny vejafgift for lastbiler vil øge transportomkostningerne markant
Den kommende vejafgift for lastbiler kan medføre en stigning i omkostningerne for danske transportvirksomheder på helt op til 12 pct. Det konkluderer en ny analyse fra COWI. Dansk Erhverv forventer, at vejafgiften vil føre til højere fragtpriser, som i sidste ende vil lande os forbrugerne.
Tilmeld dig:
Kursus i Transportoverenskomsten
-
Medlemmer0 kr.
-
Ikke-medlemmer1.495 kr.
-
No show gebyr500 kr.
Kontakt
Transport
Kristian Baasch Pindbo
Fagchef for tung transport