Gemt

Dansk Erhverv glæder sig over bred politisk aftale om ukrainske flygtninge

04. marts 2022

Et bredt politisk flertal har netop indgået en aftale, der blandt andet betyder, at ukrainske flygtninge sidestilles med EU-borgere, når de kommer til Danmark. Det giver hurtig adgang til arbejdsmarkedet for dem, der ønsker det.

 

Regeringen har lavet en politisk aftale der indebærer, at ukrainske flygtninge hurtigt vil kunne komme ud på arbejdsmarkedet.

”Det er en rigtig god nyhed, som vi glæder os over i Dansk Erhverv. Vi får hele tiden meldinger fra vores medlemmer, som er klar til at tage imod ukrainske flygtninge. Jeg vil dog gerne understrege, at fokus i første omgang skal være på, at Danmark tager imod disse krigsflygtninge på bedste vis. Fremtiden er uvis, mange har fortsat familie i Ukraine og disse mennesker må nødvendigvis være dybt påvirket af situationen,” siger Peter Halkjær, arbejdsmarkedschef i Dansk Erhverv. 

Turbo på CPR-systemet
Peter Halkjær tilføjer, at det er vigtigt, at systemerne omkring tildeling af opholdstilladelse, personnummer, skattekort med videre kommer op i gear.

”CPR-nummer, skattekort med videre er nødvendige dokumenter, som skal være på plads for, at der blandt andet kan udbetales løn og betales skat. Der er som udgangspunkt en ventetid i systemet på fire uger, og hvis myndighederne skal håndtere et større antal ansøgninger, så kan systemet hurtigt blive udfordret af meget længere ventetider på sagsbehandling. Derfor er det vigtigt, at der bliver udvist rettidig omhu i forhold til at få styrket myndighedernes kapacitet på området allerede nu,” siger Peter Halkjær.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Peter Halkjær

Arbejdsmarkedschef
Medarbejderprofil