Gemt

Scandic: Vi er klar til at ansætte ukrainske flygtninge

31. marts 2022

Scandic glæder sig til at tage imod ukrainske flygtninge og har givet flere tilsagn om job, når de har fået skattekort og cpr-nummer.

 

Omkring 40 ukrainere, der er flygtet til Danmark eller planlægger at gøre det, har søgt job i Scandic. Flere af dem er blevet tilbudt ansættelse.

Den eneste udfordring er, at de endnu ikke har fået skattekort og cpr-nummer.

”Det er forståeligt, at kommunerne prioriterer først at få styr på skole og daginstitution til de ukrainske børn, men vi kunne have mange ukrainere i job nu, hvis de havde cpr-nummer og skattekort, så vi håber, at processen fremadrettet kan gå lidt hurtigere,” siger Søren Faerber, adm. direktør for Scandic Danmark.

Vant til at ansætte og integrere udlændige
Scandic har mange ledige stillinger og er interesseret i at rekruttere bredt.

Dem, der indtil videre er blevet tilbudt job, skal blandt andet være stuepiger og rengøringsassistenter.

Men hotelkæden mangler også tjenere, kokke, receptionister og medarbejdere i mange andre funktioner.

”Vi er vant til at ansætte medarbejdere fra hele verden og integrere dem på arbejdspladsen – i øjeblikket har vi 116 nationaliteter. Det er fantastisk at være i en branche, der har mulighed for at åbne dørene og gøre en forskel for folk i nød,” siger Søren Faerber, som oplever, at mange ukrainske flygtninge er klar til at komme i job. 

”Mange ukrainske flygtninge bryder sig ikke om eksempelvis at skulle bede deres værtsfamilie om penge for at kunne købe ind. De foretrækker at have en indkomst og at kunne klare sig selv. Følelsen af at kunne løfte sin egen vægt er uvurderlig.”

De fleste ansøgninger til Scandic er kommet via Jobindex, der har etableret en portal på dansk og ukrainsk, hvor virksomheder og ukrainske flygtninge nemt og gratis kan finde hinanden.

”Det er gået let og smertefrit – vi har bare tagget vores jobopslag med #JobsForUkraine,” siger Søren Faerber.

Mange ukrainere vil være i chok
Scandic er opmærksom på, at mange ukrainere er i sorg og chok over at være flygtet fra deres hjemland.

”De kommer med forskellige baggrunde, og vi skal møde den enkelte der, hvor vedkommende er. Nogle er flygtet fra byer, der er blevet bombet, andre er flygtet fra mindre udsatte byer. For os handler det om at favne hver enkelt og hjælpe til en god tilværelse i Danmark.”

”Vi ved i realiteten ikke, om de skal være i Danmark i kort tid, inden de kan rejse hjem, eller om krigen bliver længerevarende. Men det ændrer ikke på, at vi er klar til at tage imod og ansætte flere ukrainere og gøre vores bedste for at integrere dem.”

Kontakt

Turisme, oplevelse & kultur

Lars Ramme Nielsen

Branchedirektør
Medarbejderprofil