Gemt

Situationen i Rusland bliver stadigt vanskeligere

14. marts 2022

Ruslands ambassadør melder, i et brev bragt i Politiken, om nye, mulige foranstaltninger rettet mod vestlige virksomheder med aktiver i landet. En i forvejen vanskelig situation er nu blevet endnu sværere. Dansk Erhverv står klar til at rådgive medlemmerne.

 

I dagens udgave af Politiken skriver den russiske ambassadør, at Rusland føler sig tvunget til at reagere på det pres, som der er på vestlige virksomheder for at forlade det russiske marked. Meldingen er, at der tiltag på vej.

”Først og fremmest ser det ud til, at man seriøst overvejer at konfiskere vestlige virksomheders aktiver. Desuden luftes det også, at man vil opfylde kontrakter ved betaling i rubler, selv om kontrakten angiver, at betalingen for eksempel skal falde i dollars eller euros. Det er klart, at dette er med til at forværre tingenes tilstand for de berørte virksomheder,” siger Michael Bremerskov Jensen, fagchef for international handel i Dansk Erhverv.

Søg rådgivning
Michael Bremerskov Jensen understreger, at situationen udvikler sig løbende, og det derfor er klogt hele tiden at holde orienteret.

”Hvad man som berørt virksomhed skal gøre, afhænger meget af de konkrete forhold. Derfor kan jeg kun råde til, at man søger rådgivning hos Dansk Erhverv. Vi er løbende i dialog med myndighederne og følger udviklingen tæt,” siger Michael Bremerskov Jensen.

Læs brevet fra den russiske ambassadør her.

Ruslands ambassadør i Danmark: Rusland er tvunget til at reagere på Vestens sanktioner. Svaret vil være følsomt for den vestlige økonomi - politiken.dk

 

 

Kontakt

EU og International

Michael Bremerskov Jensen

Fagchef for Global Markedsudvikling
Medarbejderprofil