; ;
Gemt

Chef for iværksætterpolitik i Dansk Erhverv indtræder i Niels Brock Fondens bestyrelse

Nyhed

14. november 2022

Jasmina Pless, chef for iværksætterpolitik i Dansk Erhverv indtræder i Niels Brock Fondens Bestyrelse.

Jasmina Pless kommer med en række kompetencer indenfor kommunikationsstrategi og entreprenørskab, samt bredt kendskab til arbejdsmarkedet for unge handelsstuderende. Jasmina Pless er desuden tidligere elev på Niels Brock og tidligere modtager af et legat fra Niels Brock Fonden ved udlandsophold på den danske ambassade i Cairo i forbindelse med Kandidatstudie på CBS i International Business and Politics.

”Jeg byder på Niels Brock Fondens vegne, Jasmina hjertelig velkommen i bestyrelsen. Hun vil med sin erhvervsmæssige baggrund og personlige indstilling uden tvivl tilføre fonden de kvalifikationer, som er nødvendige for at Niels Brock Fondens formål, strategi og økonomiske stilling fremadrettet kan sikres. Det er desuden en særlig glæde for mig, at relationerne mellem Dansk Erhverv og Niels Brock med udnævnelsen yderligere manifesteres”, siger Frederik Kortbæk, formand for Niels Brock Fonden.

”Det er en fornøjelse at blive en del af Niels Brock Fondens Bestyrelse. Unge studerende i Danmark skal have de bedste muligheder for at dygtiggøre sig ved for eksempel udlandsophold, der kan bidrage med at hente ny viden hjem til dansk erhvervsliv. Jeg glæder mig til at komme i gang med bestyrelsesarbejdet, hvor jeg forventer at være med til at løfte fondens digitalisering og kommunikationsstrategi”, siger Jasmina Pless.

Niels Brock fonden blev stiftet i 2016 i en sammenlægning af Einar Wilslevs Fond (1986) og Foreningen Niels Brocks Fond (1944). Fonden yder støtte til nuværende og tidligere elever fra Niels Brocks handelsgymnasium. Niels Brock Fonden har sammen med Dansk Erhverv desuden indstiftet Dansk Erhvervs talentpris på 25.000 kr., der hvert år gives til en Niels Brock studiegruppe på hvert af de fem Niels Brock gymnasier.

 

Fra venstre: formand Frederik Kortbæk, bestyrelsesmedlem Jasmina Pless, og bestyrelsesmedlem Ole Wiberg.

 

For nærmere information kontakt:

Formand for Niels Brock Fonden, Frederik Kortbæk, fk@cjholm1887.dk, 2625 4550

Bestyrelsesmedlem, Jasmina Pless, jpl@danskerhverv.dk, 2924 2234

 

Pressemeddelelse Niels Brock Fonden

pdf

Download