Ditur-stifter deler 3 råd til iværksættere: Sådan skaber du synlighed, vækst og en stærk virksomhed
Hvordan skiller du din virksomhed ud fra konkurrenterne, og hvordan bruger du sociale medier til at tiltrække kunder? Det var nogle af de spørgsmål, som Ditur-stifter Mikkel Dissing gav svar på, da mere end 50 iværksættere mødtes i Dansk Erhvervs Iværksætternetværk for kvinder i Aarhus.
Hvordan får du kunderne til at vælge netop din virksomhed? Hvordan skaber du indhold på sociale medier, som folk faktisk gider at se? Og hvordan bygger du en virksomhed, hvor du selv har lyst til at gå på arbejde?
Det var nogle af de spørgsmål, medstifter af Ditur Mikkel Dissing tog fat på, da han delte ud af sine erfaringer fra arbejdet med at bygge og skalere en digital forretning til Dansk Erhvervs Iværksætternetværk for kvinder i Aarhus.
Her var mere end 50 iværksættere samlet hos A-Kæden i Højbjerg, og denne gang var digital markedsføring og vækst omdrejningspunktet.
Og hvis der er én ting, som Mikkel Dissing ikke lagde skjul på, var det, at vejen til vækst ikke altid er lige.
”Nogle gange famler man i blinde. Det er en del af at være iværksætter,” sagde han.
Erfaringerne fra Diturs vækstrejse har også givet ham en række indsigter, som andre iværksættere kan bruge i deres egen forretning. Her får du tre af de vigtigste.
1. Giv kunderne en grund til at vælge dig
”Hvad gør dig unik? Hvordan skiller du dig ud fra branchen?” spurgte Mikkel Dissing ud i lokalet.
For Ditur har et af svarene været at gøre kundeoplevelsen til noget særligt. Når kunder køber ure online, kan de ikke prøve dem på samme måde som i en fysisk butik. Derfor besluttede Ditur at arbejde med, hvordan urene bliver præsenteret digitalt.
”Vi ville gerne flytte onlineoplevelsen tættere på den fysiske,” sagde han.
Mere konkret betød det blandt andet, at kunderne ikke kun skulle se traditionelle produktbilleder. De skulle også kunne se urene på et håndled og dermed lettere forestille sig, hvordan de ville se ud i virkeligheden.
2. Brug sociale medier til mere end at sælge
Hvis du vil skabe synlighed på sociale medier, behøver hvert eneste opslag ikke at handle om at sælge et produkt. Det er en af erfaringerne fra Diturs arbejde med TikTok.
Her arbejder virksomheden med en enkel fordeling af indholdet: En tredjedel handler om ure, en tredjedel kombinerer mennesker og ure, mens den sidste tredjedel består af indhold, der ikke direkte skal sælge noget - for eksempel underholdende videoer, der skaber opmærksomhed og giver brugerne lyst til at følge med.
Men sociale medier handler ikke kun om synlighed. De kan også bruges til at skabe en mere direkte relation til kunderne. Mikkel Dissing fortalte blandt andet, hvordan han på TikTok opfordrer kunder til at sende ham en mail med det ur, de gerne vil købe. Så undersøger han, om han kan tilbyde dem en skarp pris.
”Jeg opfodrer dem simpelthen til at teste mig af,” sagde han.
Og den opfordring har ifølge Mikkel Dissing givet mange henvendelser i indbakken.
Ditur bruger altså sociale medier til både at skabe opmærksomhed, engagere kunderne og gøre kontakten mere personlig.

3. Byg en virksomhed, du selv har lyst til at arbejde i
Vækst handler ikke kun om flere kunder og større omsætning. Det handler også om at skabe en virksomhed, hvor både du og dine medarbejdere trives – også når virksomheden vokser.
”Jeg vil gerne glæde mig til, at det bliver mandag. Jeg vil gerne glæde mig til at gå på arbejde.”
I den forbindelse delte Mikkel Dissing blandt andet erfaringer med sin egen rolle i Ditur. For undervejs i virksomhedens udvikling har han reflekteret over, hvor han selv skaber størst værdi.
Han beskrev blandt andet, hvordan han var en leder, medarbejderne godt kunne lide at arbejde for, fordi det var sjovt. Men det betød ikke nødvendigvis, at han var den leder, de lærte mest af.
Det fik ham til at reflektere over forskellen på at drive en virksomhed og at lede medarbejdere. For selvom du er dygtig til at skabe og udvikle en forretning, er det ikke sikkert, at du også er den rette til at stå for den daglige ledelse, pointerede han.
Her får iværksættere mere end gode råd
De mere end 50 kvinder, der var mødt op til Dansk Erhvervs Iværksætternetværk for kvinder i Aarhus fik også mulighed for at bruge hinanden.
I mindre grupper delte deltagerne deres egne udfordringer og kompetencer. Hvad fylder mest i virksomheden lige nu? Hvad er du selv god til? Og hvor mangler du viden, kontakter eller sparring? Sådan lød nogle af de spørgsmål, der blev reflekteret over.
Deltagerne fik også indblik i en anden iværksætterrejse, da Dina Kathleen, stifter af By Moments, indtog aftenens spotlight og fortalte om sin virksomhed og ambitionen om at skabe mere plads til nærvær i en travl hverdag.
Det er netop kombinationen af faglig viden, konkrete erfaringer og nye relationer, der er idéen med Dansk Erhvervs Iværksætternetværk for kvinder i Aarhus.
Her kan du møde andre kvinder, der kender til både mulighederne og udfordringerne ved at drive virksomhed. Du kan dele dine egne erfaringer, få nye perspektiver på din forretning og skabe kontakter, som du kan trække på efter arrangementet.
Vil du med næste gang? Vi zoomer ind på finansiering og kapital
Den 25. november sætter Dansk Erhvervs Iværksætternetværk for kvinder i Aarhus fokus på finansiering og kapital hos AL Sydbank i Aarhus.
Her kan du møde en af de tre founders bag AI-startuppen Roccai Nanna Ulsøe. Sammen blev de tre stiftere kåret som nogle af de 25 kvindelige iværksættere, du bør kende i 2026.
Nanna Ulsøe sætter ord på arbejdet med at bygge og udvikle Roccai, overvejelser om finansiering og om de valg, der følger med, når ens virksomhed vokser.
Som deltager får du mulighed for at komme tæt på de konkrete erfaringer bag Roccais udvikling og stille spørgsmål til de valg og erfaringer, der har formet virksomheden undervejs.
Vil du have ny viden, faglig sparring og flere stærke relationer omkring din virksomhed? Så bliv en del af Dansk Erhvervs Iværksætternetværk for kvinder i Aarhus her.
Netværket er gratis, og du behøver ikke være medlem af Dansk Erhverv for at være med.
|
Mikkel Dissings 3 råd til iværksættere
|
Mød Roccai til næste netværksevent den 25. november
Nanna, Nanna og Jane er tre iværksættere, du skal kende lige nu: ”Når du ser et hul i markedet, skal du slå til”
AI-startuppen Roccai har trodset kapitalbarrierer, fået kunder i både USA og Asien, og de internationale vækstambitioner er store. I dag er stifterne blandt årets 25 kvindelige iværksættere, du bør kende netop nu.
25 succeshistorier: Årets kvindelige iværksættere blev hyldet i Aarhus
Dansk Erhverv fejrede 25 kvindelige iværksættere, som alle bør kende i 2026. Se højdepunkterne fra dagen – og hør blandt andet, hvad nogle af iværksætterne gerne ville have vidst, da de startede deres virksomhed.