Gemt

Danskerne køber igen rejser online – og det er positivt for dansk e-handel

22. september 2022

Onlinesalget af rejser voksede med 40 procent i første halvdel af 2022, og selvom salget stadig ligger markant under niveauet fra før coronakrisen, lover comebacket godt for dansk e-handel, vurderer Simon Bjerremann, e-handelsanalytiker i Dansk Erhverv.

Log ind og hent hele E-handelsanalysen nederst på siden

Coronakrisen ramte mange brancher hårdt, men få brancher blev ramt lige så voldsomt som rejsebranchen.

Da de første nedlukninger blev annonceret, kollapsede salget stort set, og i flere måneder udgjorde Rejser langt under 10 procent af den samlede e-handelsomsætning. En skærende kontrast til før krisen, hvor det udgjorde godt en fjerdedel af forbruget.

Siden begyndelsen af 2022 har Rejser dog indledt et comeback og er vokset med 40 procent.

Den stigende lyst til at komme udover Danmarks grænser mærker rejseselskabet TUI tydeligt.

Fra 1. januar til 30. juni 2022 er selskabets salg online vokset med 162 procent sammenlignet med samme periode i 2021. Det betyder, at salget er tilbage på 2019-niveau:

”De første seks måneder af 2022 er vi blevet bekræftet i, at rejser er et produkt, som aldrig går af mode. Interessen har været enorm, og det hænger vel sammen med, at en del danskere har gemt sine øremærkede feriekroner til tiden efter restriktioner,” siger Mikkel Hansen, som er selskabets kommunikationschef. Han uddyber:

”Vi ser flere generationsrejser – altså hvor en større gruppe mennesker rejser afsted sammen, end hvad vi har set tidligere og det er de dyre koncepthoteller, som hitter. Vi har desuden oplevet et rejsemarked, der er drevet af en højere grad ”last minute”-bestillinger. Vi ser samme tendens lige nu og forventer også, at det kommer til at fortsætte ind i vinterperioden.”

Stadig under niveau

At TUI er nogenlunde tilbage på niveauet fra 2019, adskiller sig en del fra den generelle branche, hvor comebacket ikke er helt fuldendt, siger Simon Bjerremann, e-handelsanalytiker i Dansk Erhverv.

”Trods comebacket udgør Rejser kun 14 procent af det samlede forbrug. Det er stadig markant lavere end før krisen.”

”Samtidig må der også være en vis bekymring for, om den store økonomiske usikkerhed får forbrugerne til at vælge rejser fra. Rejsebranchen er med andre ord ikke ude af krisen trods flot vækst.”

Langvarig effekt af coronakrisen

At danskerne så småt vender tilbage til at købe rejser online, er et godt tegn for dansk e-handel.

”Vi ser det samme med kulturoplevelser, der også vokser hurtigt. Omvendt er de brancher, der gik voldsomt frem under krisen, ikke gået tilbage i samme tempo. Det kan være en indikation af, at det er nemmere at vende tilbage til nettet end at forlade det, og det tyder på, at coronakrisen vil have en langvarig positiv effekt på dansk e-handel,” mener Simon Bjerremann.

Han pointerer dog, at man ikke skal tage glæderne på forskud:

”Vi håber, at salget af rejser vil blive ved med at stige, men vi ved det ikke. Tal fra juli viser en lille tilbagegang igen, og den store økonomiske usikkerhed kan få flere til at vælge rejserne fra. Det bliver interessant at følge de kommende måneder.”

Log ind og hent hele E-handelsanalysen

 

 

Kontakt

Digital Handel

Carsten Rose Lundberg

Branchedirektør for digital handel
Medarbejderprofil
Erhvervspolitik & Analyse

Simon Bjerremann

Chefkonsulent
Kommunikation & Presse

Søren Willemoes Poulsen

Kommunikationskonsulent