;
Gemt

Ophør af pensionsordning var ikke i strid med ligebehandlingsloven

12. april 2023

Det var ikke i strid med ligebehandlingsloven at varsle en pensionsordning væk for en medarbejder på barsel, idet ophøret af pensionsordningen hverken helt eller delvist var begrundet i orloven, men udelukkende i hensynet til at behandle de ansatte ensartet i forhold til pension.

Hvad siger reglerne
Hvis en virksomhed opsiger en medarbejder på barsel, gælder der en omvendt bevisbyrde. Det betyder, at det er virksomheden, der skal bevise, at opsigelsen hverken helt eller delvist har været begrundet i graviditeten eller barslen. Det gælder også, hvis en virksomhed ønsker at varsle væsentlige stillingsændringer for en medarbejder på barsel.

Hvis det ikke er muligt at løfte bevisbyrden, kan medarbejderen have ret til en godtgørelse svarende til mellem 6 og 12 måneders løn.

Sagen kort
En medarbejder var ansat på en kosmetologskole. I forbindelse med sin ansættelse lagde medarbejderen stor vægt på, at pension skulle være en del af hendes samlede lønpakke.  

Til at begynde med var virksomheden ikke indstillet på at imødekomme medarbejderens ønske om en pensionsordning, da ingen af de andre ansatte i virksomheden var omfattet af en pensionsordning. Virksomheden endte dog med at imødekomme ønsket.  Da de øvrige ansatte opdagede medarbejderens pensionsvilkår, ville de have det samme. Virksomheden indledte derfor en dialog med en pensionsmægler om muligheden at tilbyde alle ansatte i virksomheden en pensionsordning, men der blev ikke fundet en løsning.  

Under medarbejderens barsel valgte virksomheden at varsle medarbejderens pensionsordning til ophør, fordi de ville behandle alle ansatte ens. På den baggrund anlagte medarbejderen en sag ved domstolene og fremsatte krav om godtgørelse for brud på ligebehandlingsloven.

Landsrettens dom
Landsretten fandt indledningsvist, at pensionsordningen var en afgørende, individuel forudsætning for ansættelsen i virksomheden, og at virksomheden var bekendt med denne forudsætning.  På denne baggrund vurderede landsretten, at bortfaldet af pensionsordningen udgjorde en så væsentlig forringelse af ansættelsesvilkårene, at medarbejderen kunne betragte sig som opsagt.

Landsretten vurderede herefter, at virksomheden havde løftet bevisbyrden for, at ophøret af pensionsordningen hverken helt eller delvist var begrundet i medarbejderens barsel. Ved vurderingen lagde landsretten vægt på virksomhedens forklaringer om, at pensionen blev varslet væk af hensyn til at behandle de ansatte ensartet hvad angik retten til pension.

Virksomheden blev derfor frifundet.

Dansk Erhverv bemærker
Sagen bekræfter, at det kan være muligt at varsle væsentlige stillingsændringer for en medarbejder, der er på barsel, hvis virksomheden kan løfte bevisbyrden for, at varslingen hverken helt eller delvist er begrundet i medarbejderens barsel.

Dansk Erhverv anbefaler medlemmer at søge rådgivning, hvis I skal ændre vilkårene for en medarbejder på barsel.  

Nyheden er skrevet på baggrund af Østre Landsrets dom af 7. marts 2023 i sag BS 28002/2022-OLR.