Gemt

Dansk Erhverv: Ansvarlige investeringer i finanslovsudspil styrker grundlaget for danske virksomheder

31. august 2023

Dansk Erhverv glæder sig over, at regeringens finanslovforslag for 2024 indeholder en række initiativer, som styrker dansk erhvervsliv. Nu ser erhvervsorganisationen frem mod en ambitiøs 2030-plan, hvor de helt store spadestik mod en fremtidssikring af Danmark skal tages. 

Regeringen præsenterede torsdag sit forslag til finansloven for 2024. Et forslag, der blandt andet sætter fokus på iværksætteri, styrkelse af erhvervsuddannelserne, grøn omstilling, turisme, flere midler til domstolene, life science-branchen samt tiltrækning og fastholdelse af arbejdskraft på tværs af hele landet.  

Der er i finanslovsforslaget blevet plads til nye investeringer i erhvervslivets rammevilkår, og forslaget er både balanceret og økonomisk ansvarligt, mener Brian Mikkelsen, der er adm. direktør i Dansk Erhverv.  

”I Dansk Erhverv er vi begejstrede for det positive finanslovsforslag, hvor regeringen tager ansvar for at forbedre rammevilkårene for dansk erhvervsliv i en både politisk og økonomisk usikker tid. Danmark er fyldt med kloge og innovative hoveder, der kan levere løsninger på globale udfordringer og blive nye vækstsættere i verdensklasse. Det er derfor positivt, at regeringen har afsat midler til en ny iværksætterstrategi. Samtidig vokser manglen på faglærte dag for dag. Det truer hele grundlaget for den grønne omstilling, vores borgernære velfærd og Danmarks position som stærk produktions-, service- og handelsnation. I Dansk Erhverv er vi helt enige i behovet for at investere massivt i vores erhvervsuddannelser,” udtaler Brian Mikkelsen.   

Turbo under grøn omstilling og styrket sammenhængskraft på tværs af landet  
Samtidig er det efterhånden tydeligt for enhver, at klimakrisen kalder på handling. Forudsætningen for at danske virksomheder kan bidrage til den grønne omstilling er bl.a. en langt hurtigere og mere smidig sagsbehandling.  

”Udbygningen af vind og solenergi på land er gået i stå ved skrivebordet. Derfor er det positivt, at regeringen har afsat midler til at sætte turbo på udbygningen af vedvarende energi. Det er i tråd med de anbefalinger Dansk Erhverv sammen med VE-alliancen præsenterede i sommer. Samtidig er det positivt, at regeringen nu har lyttet til branchen, når det gælder den tunge vejtransport. De afsatte midler er en god start, men den grønne omstilling kræver endnu større investeringer,” siger Brian Mikkelsen.  

Det er væsentligt for sammenhængskraften, at man kan drive virksomhed og bo i hele landet. Derfor møder midlerne til landdistriktsområderne og en styrket turismeindsats ros fra Dansk Erhverv.  

”Den danske kultur- og oplevelsesindustri skaber enorm værdi i det danske samfund lige fra hovedstaden, de større byer og på Vestkysten. Samtidig er en af nøglerne til fortsat vækst og velstand at sikre et sammenhængende Danmark. I Dansk Erhverv bakker vi op om, regeringens fokus på at øge mulighederne for, at danskerne kan uddanne, arbejde og bosætte sig i hele landet. Og at regeringen anerkender værdien af dansk turisme, som er et af Danmarks vigtigste eksporterhverv.”  

Store forventninger til regeringens 2030-plan  
De gode takter i finanslovsforslaget giver samtidig høje forventninger til den kommende 2030-plan, der skal fremtidssikre Danmark. Trods de mange gode elementer er der fortsat et stort potentiale for at øge ambitionsniveauet, når det kommer til at øge arbejdsudbuddet og sikre skattelettelser til danskerne og erhvervslivet. 

”Jeg er helt enig med regeringen i, at arbejdskraft er den nye valuta. Nogle af svarene er et permanent FoU-fradrag og mere ambitiøse skattelettelser til danskerne og erhvervslivet, hvis vi skal løse udfordringerne med et presset velfærdssamfund og et behov for en accelereret grøn omstilling. Erhvervslivet skal sikres konkurrencedygtige vilkår, danskerne skal have en økonomisk gulerod til at arbejde mere, og vi skal blive bedre til at hilse internationale studerende og fremtidige kollegaer velkomne,” siger Brian Mikkelsen.  

Dansk Erhverv peger på brede skattelempelser til erhvervslivet og lettere adgang til internationale kollegaer. I foråret præsenterede erhvervsorganisationen et udspil, hvor erhvervslivet gennem en større sanering af erhvervsstøtteordningerne er med til at finansiere en sænkelse af selskabs-, aktie- og generationsskifte-beskatningen. Beskatninger, der samlet udgør nogle af de største barrierer for at drive virksomhed i Danmark. Med udspillet forbedres virksomhedernes konkurrenceevne massivt, og antallet af kollegaer øges.