Gemt

Kommentar: Flere på tidlig pension - men ordningen er ikke så populær som ventet

01. august 2023

Netop offentliggjorte tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at 80.600 borgere har søgt om ret til tidligere pension i perioden fra 1. august 2021 til 30. juni 2023. Det har udmøntet sig i, at i alt 58.700 borgere har fået tildelt ret til tidlig pension frem til og med 30. juni 2023.

Ret til tidlig pension har ikke været et stort tilløbsstykke
Selvom et anseeligt antal danskere har søgt om ret til tidlig pension, så har ordningen langt fra været lige så populær som ventet. Nye tal fra Finansministeriet viser, at der i løbet af de første år har været godt 10.700 personer på ordningen, svarende til 7.200 helårspersoner. Det er markant lavere end de 24.500 helårspersoner som man ellers forventede ville gøre brug af ordningen i 2022.

Det betyder også, at Finansministeriet fornyeligt har nedjusteret skønnet for antallet af modtagere af tidlig pension frem mod 2030 betydeligt. Det vurderes nu, at der i hvert af årerne frem mod 2023 vil være omtrent 15.000 borgere på ordningen.

I forhold til Beskæftigelsesministeriet tal er det vigtigt at sondre i mellem hvor mange, der har fået tildelt ret til tidlig pension, og hvor mange der pt. er på ordningen. Det skyldes, at der er en betydelig trafik ud og ind af ordningen. Beskæftigelsesministeriet har opgjort den samlede strøm ind i ordningen i perioden.

Samlet set viser tallene, at retten til tidlig pension langt fra har indfriet forventningerne. Årsagen er formentlig, at der i forvejen findes andre ordningerne, der allerede muliggør en tidlig tilbagetrækning. Fx fravælger flere efterlønsberettigede end ventet retten til tidlig pension. Det spiller dertil også en rolle, at beskæftigelsesmulighederne har været overordentlig gunstige over de seneste år, hvor særligt de ældre har øget deres beskæftigelse mærkbart.  

Behov for færre tilbagetrækningsordninger
Det er vores vurdering, at der i øjeblikket er behov for at se på muligheden for at reducere tilbagetrækningsordninger. Ud over folkepensionen er der i øjeblikket fem tilbagetrækningsordninger på arbejdsmarkedet: Førtidspension, seniorpension, efterløn, ret til tidlig pension og fleksydelse.

Det bør være oplagt at gennemse ordningerne med tanke på, at brugen af retten til tidlig pension ikke har fået det omfang som man forventede da ordningen blev indført.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Tore Stramer

Cheføkonom
Medarbejderprofil