Gemt

Kommentar: Medicinalindustrien trækker væksten i industrien - resten af industrien lider

04. august 2023

Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at industriproduktionen steg med 6,3 pct. i juni, når der korrigeres for sæsonudsving og prisudviklingen. Det er især høj vækst i medicinalindustrien, der trækker væksten i juni. Der er en del udsving fra måned til måned. I andet kvartal er industriens produktion 4,2 pct. højere end i første kvartal.

Men det er langt fra alle dele af industrien, der har pæn vækst, fordi det er medicinalindustrien, der trækker væksten. Produktionen i medicinalindustrien var i andet kvartal 16,3 pct. højere end første kvartal. I resten af industrien er produktionen faldet med 4,0 pct. i andet kvartal. Alle andre dele af industrien end medicin gik tilbage i andet kvartal.

Udviklingen er meget forskellig på tværs af industrien. Medicinalindustriens imponerende høje vækst sikrer samlet fremgang i industrien. Resten af industrien lider under svage afsætningsmuligheder i udlandet. Det er meget bekymrende, at alle andre dele af industrien har tilbagegang. Den store tilbagegang i resten af industrien får alarmklokkerne til at ringe. Det er blandt andet svag global efterspørgsel efter varer, der sender industrien i bakgear. Der er tydelig vækstafmatning i kinesisk økonomi, og det smitter af på industrien hos de danske eksportmarkeder.

Der er ikke meget bedring at spore i erhvervstillidsindikatorerne i euroområdet, som viser tilbagegang i industrien. Især udviklingen i Tyskland er bekymrende, fordi der er tilbagegangen meget stor. Industrien i Tyskland er gået fra ondt til værre.

Medicinalindustrien trækker væksten
Markant bedre er udviklingen i medicinalindustrien i Danmark. Medicinalindustrien fortsætter med at imponere. Medicinalindustrien er den helt store vækstmotor for dansk økonomi. Uden den flotte fremgang i medicinalindustrien ville dansk økonomi formentlig være i teknisk recession. Dansk medicin nyder stor international efterspørgsel, hvilket gør medicinalindustrien til en stor succeshistorie for dansk økonomi. Uden den store vækst i medicinalindustrien havde dansk økonomi ikke udviklet sig så flot over de seneste par år.

Udviklingen i udlandet har stor betydning for de danske industrivirksomheder. Beregninger med Dansk Erhvervs input-output-model viser, at 70 pct. af industriens omsætning bliver solgt til udlandet.

Fremstillingsindustrien herhjemme beskæftiger ca. 300.000 personer, hvilket udgør knap 10 pct. af de danske arbejdspladser.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Kristian Skriver

Seniorøkonom
Medarbejderprofil