Gemt

Store regionale forskelle på konkurrenceudsættelse af kommunale opgaver

23. august 2023

På trods af at regeringen ønsker at styrke samarbejdet mellem den offentlige og private sektor, er det alligevel færre end hver tredje af kommunernes opgaver, der bliver markedsprøvet. I en ny befolkningsundersøgelse fra Dansk Erhverv efterspørger danskerne mere konkurrence om kommunens opgaver.

Landets kommuner havde i 2021 opgaver for 255 mia. kr., der både kunne løses af det private og offentlige. Alligevel var det sidste år færre end hver tredje (27,5 pct.) af kommunernes konkurrenceegnede opgaver, der blev markedsprøvet på landsplan, viser tal fra Dansk Erhverv. Det kan gælde opgaver som renovation, bygge- og anlægsarbejde og levering af tjenesteydelser f.eks. IT-systemer.

”Sund konkurrence om kommunernes opgaver sikrer bedre kvalitet, fordi flere om buddet gør, at potentielle leverandører har incitament til at levere den bedste løsning til prisen. Det er i høj grad til gavn for borgerne, der i sidste ende er modtagerne af opgaveløsningen. Som tallene viser, er der fortsat et stort uudnyttet potentiale for at konkurrenceudsætte flere af kommunernes opgaver, og i Dansk Erhverv ser vi derfor meget gerne, at kommunerne retter deres opmærksomhed mod de gevinster, som øget konkurrence giver,” siger Morten Jung, der markedschef for offentlig-privat samarbejde i Dansk Erhverv.

Graden af konkurrenceudsættelse dækker over markante forskelle på tværs af landsdele, hvor 31,8 pct. af kommunernes opgaver i Nordsjælland konkurrenceudsættes, imens samme tal kun ligger på 24,9 pct., altså knap hver fjerde i Østjylland.

Danskerne ønsker mere konkurrence
Det vil danskerne dog gerne have lavet om på. I en ny befolkningsundersøgelse fra Dansk Erhverv ønsker 37 pct. af de adspurgte, at flere af deres kommunes opgaver konkurrenceudsættes. Imens svarer kun 8 pct., at de ønsker, at færre opgaver skal markedsprøves.

”En af årsagerne til, at danskerne ønsker mere konkurrence om deres kommuners opgave, kan være, at vi har en befolkning, der går mere op i kvaliteten af opgaveløsningen, end om den leveres af en offentlig eller privat leverandør,” siger Morten Jung og fortsætter:

”Det her er en klar indikation på, at vi har en befolkning, der ikke er bange for at konkurrenceudsætte kommunale opgaver. Det er glædeligt, for deres besvarelser udfordrer fortællingen om, at konkurrence og inddragelse af private leverandører er negativt. Det er faktisk den modsatte fortælling, vi aflæser i tallene.”

Der er også her regionale forskelle på, hvor stor en andel af danskerne, der ønsker mere konkurrenceudsættelse. Særligt i Sydjylland er ønsket stort, hvor 52 pct. af respondenterne svarer, at deres kommune bør markedsprøve flere opgaver, end hvad tilfældet er i dag. Her ligger landsgennemsnittet på selvsamme tal på 37 pct.  

Så stor en andel af konkurrenceegnede opgaver konkurrenceudsatte din landsdel i 2022:

 

Danskerne ønsker mere konkurrence om kommunernes opgaver og frit valg mellem leverandører

pdf

Download

Kontakt

Offentlig-privat samarbejde

Morten Jung

Branchedirektør for OPS
Medarbejderprofil