; ;
Gemt

Årsdag for krigen i Ukraine: ”Behovet for støtte er fortsat kæmpestort”

25. februar 2023

Virksomheder, der ønsker at støtte Ukraine og de millioner af fordrevne ukrainere, opfordres til at samarbejde med en partner, der har erfaring i landet og med at operere i krigssammenhæng. Sådan lød det, da Dansk Erhverv i samarbejde med Dansk Flygtningehjælp markerede årsdagen for krigen.

Mange af Dansk Erhvervs medlemmer udviser stor, stor interesse for at bidrage til at løse den humanitære krise, som krigen i Ukraine har skabt.

Sådan lød det fra Dansk Erhvervs adm. direktør, Brian Mikkelsen, da Dansk Erhverv i samarbejde med Dansk Flygtningehjælp markerede årsdagen for krigen i Ukraine med en debat i Børssalen.

Her var udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) en af hovedtalerne.



“Dansk erhvervsliv har meget at byde ind med. Viljen i erhvervslivet og civilsamfundet skal slippes fri til glæde for en bedre fremtid i Ukraine,” sagde han.

Nogle af de virksomheder og organisationer, der fra start er gået forrest i støtten til Ukraine, er Jysk, Salling Group og Dansk Flygtningehjælp, som var repræsenteret på scenen. Her var de i dialog med Ukraines ambassadør i Danmark om, hvordan danske virksomheder bedst kan støtte Ukraine og de fordrevne ukrainere.

Dansk Flygtningehjælp: Find en erfaren samarbejdspartner
Dansk Flygtningehjælps generalsekretær, Charlotte Slente, opfordrede danske virksomheder til at finde en erfaren samarbejdspartner, hvis de ønsker at støtte Ukraine:

”Samarbejd med en partner, der har erfaring i landet, så I ikke som virksomhed kaster jer ud i det alene uden erfaring fra krigssammenhæng. Hiv fat i en organisation, der arbejder i landet, eller gå via den ukrainske ambassade i Danmark. Fortæl, hvad I ønsker at levere og hør, om de kan hjælpe med det.”

Charlotte Slente understregede, at behovet for nødhjælp fortsat er stort.

”Niveauet af ødelæggelse er barskt. De humanitære konsekvenser bliver større og større, millioner af ukrainere er fordrevne, og størstedelen af de fordrevne har mistet deres job og har ikke råd til at betale deres regninger. Som organisation forsøger vi at komme tættere og tættere på frontlinjen, hvor vi blandt andet uddeler nødhjælp og destruerer landminer, som fylder et kæmpe areal i Ukraine.”

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen opfordrede også danske virksomheder til at indgå samarbejder.

“Min opfordring er, at man kaster sig ind i partnerskaber, der kan hjælpe genopbygningen af Ukraine.”

Salling Group: Kend det konkrete behov
Da krigen brød ud, besluttede Salling Group hurtigt at fjerne alle russiske varer fra hylderne, blandt andet vodka, tandpasta og chokolade. Derudover har Salling Group blandt andet doneret penge til hjælpeorganisationer.

”Vi har også doneret trafikveste til børn i Kiev, så de kan komme i skole uden at være bange for bilerne, som ikke kan se dem på grund af manglende lys på gaden,” sagde Henrik Vinther Olesen, Group Vice President i Salling Group.

Han fortalte også, at Salling Group især har lært tre ting det seneste år.

”Det første er: Tag stilling. Det andet er: Find en partner, der kan hjælpe. Det tredje er: Find ud af hvilket behov, der konkret er, hvilket typisk vil være penge.”

Jysk: Lyt til de lokale medarbejdere
Jysk var også hurtig til at reagere, da krigen brød ud. Virksomheden blev fra morgenstunden kontaktet af landedirektøren i Ukraine, der gav sit umiddelbare overblik, hvorefter Jysk valgte at lukke alle sine butikker og sørge for, at alle medarbejdere kom i sikkerhed – også dem, der måtte flygte.

”Vi lavede en kæde med Jysk-medarbejdere i nabolande, der stod på grænsen og tog imod dem og hjalp dem videre. Det var meget rørende, at kolleger på den måde blev venner på tværs af landegrænser,” lød det fra Åse Andersson, kommunikationsdirektør i Jysk.

Kort tid efter ytrede landedirektøren i Ukraine ønske om at genåbne butikkerne og få folk tilbage i arbejde, og det lykkedes at åbne en stor del af dem. I dag har Jysk 83 butikker i Ukraine – tre færre end før krigen – og forventer at ekspandere.

”Vi sad i Danmark og tænkte: Ah, er det nu en god idé at genåbne. Men vi har fra starten erkendt, at vi ikke ved alt om krigen igennem medierne, men igennem dem, der er i landet. Vi lytter til deres behov, og hvad vi skal gøre for, at de er i sikkerhed. Det har været den største opgave herfra – at støtte herfra. For vi ved ganske enkelt ikke, hvordan det er at opleve krigen på krop og sjæl.”

Ukraines ambassadør: Tak!
Den ukrainske ambassadør i Danmark, Mykhailo Vydoinyk, takkede Danmark, danskerne og danske virksomheder for støtten.

”Danmark er en lille nation, men med et stort hjerte. I har støttet Ukraine fra krigens start, og vi har stadig brug for jer. Venligst fortsæt med at stå sammen med os, det er meget vigtigt,” sagde han og fortsatte:

”Der er mange måder at støtte Ukraine på, en af dem er at købe ukrainske varer.”

 

Kontakt

Kommunikation & Presse

Tine Østergård

Chef for medlemskommunikation