Gemt

Dansk Erhverv: Målrettet støtte til grønne virksomheder er et vigtigt skridt for EU

10. februar 2023

Dansk og europæisk erhvervsliv står i en ny geopolisk situation, efter USA har vedtaget den gigantiske klimapakke Inflation Reduction Act. Derfor er det positivt, at EU’s stats- og regeringschefer nu er blevet enige om, at det skal være lettere at yde hurtig og målrettet statsstøtte til udvikling af grønne teknologier, mener Lasse Hamilton Heidemann, EU- og international chef i Dansk Erhverv. 

”Det virker fornuftigt og afbalanceret.” 

Sådan siger EU- og international chef i Dansk Erhverv, Lasse Hamilton Heidemann om, at EU’s stats- og regeringschefer på et EU-topmøde 9. februar blev enige om at gøre det enklere og hurtigere at yde ”målrettet, midlertidig og forholdsmæssig” statsstøtte i sektorer, der har strategisk betydning for den grønne omstilling. 

Danmark og dansk erhvervsliv står i en ny situation, der kræver nye svar, efter USA har vedtaget en gigantisk klimapakke, Inflation Reduction Act, som lægger pres på den internationale konkurrence. Derfor er det hverken praktisk eller politisk hensigtsmæssigt at fortsætte business as usual, mener Lasse Hamilton Heidemann. 

”Der er behov for, at EU kommer op i et højere tempo, som sikrer et endnu bedre investeringsmiljø og rammevilkår, der sparker meget mere til udvikling af for eksempel grønne teknologier. Det går simpelthen for langsomt lige nu,” siger han.

Til gengæld er det helt afgørende, at statsstøtten er proportional med de udfordringer, vi står overfor.  

”Vi skal ikke være forsigtige, men heller ikke overkorrigere og forfalde til protektionisme, som vil være dybt skadeligt for dansk økonomi,” siger Lasse Hamilton Heidemann.

Det er dog ikke en aktuel bekymring, da EU's stats- og regeringschefer understreger i konklusionen fra topmødet, at ”integriteten og de lige vilkår i det indre marked skal opretholdes.”  Dansk Erhverv er derfor helt enig i linjen fra topmødet. 

Må ikke kompromittere sund konkurrence 
Statsstøtte til blandt andet udviklingen af grøn teknologi skal understøtte de rette incitamenter og en hensigtsmæssig erhvervsudvikling, men det er vigtigt, at der ikke laves undtagelser for konkurrencereglerne for at støtte europæiske enheder.  

En sund konkurrence internt i det indre marked er afgørende for at kunne være konkurrencedygtig i forhold til omverdenen, understreger Lasse Hamilton Heidemann.  

”Hvis vi vil have, at morgendagens vindervirksomheder skal være europæiske, er det vigtigste at sikre et velfungerende indre marked, så virksomheder kan opskalere. Udviklingen skal drives af et stort, integreret og velfungerende indre marked og gode rammevilkår,” siger han. 

Desuden har puljer ofte store administrative omkostninger, hvorfor fradrag, skattelettelser og afgiftslempelser er effektive alternativer for at styrke sektorer med strategisk betydning for den grønne omstilling:  

”Vi er glade for, at rådet lægger sig på den samme linje som os. En regulatoriske lettelse er nødvendig, men vi skal holde fast i en forsigtig brug af statsstøtte og sørge for, at den er midlertidig.”