; ;
Gemt

Minister om vejtransportens grønne omstilling: ”Vi skal gøre noget”

30. januar 2023

Noget skal gøres for, at transportbranchen ikke kommer til at stå for en stor del af Danmarks CO2-udledninger i fremtiden. Det sagde transportminister Thomas Danielsen, efter han af Dansk Erhverv, DFDS, Rådet for Grøn Omstilling og Volvo var blevet inviteret til at tage en tur i en ny stor el-lastbil. 

Tæt fulgt af journalister og fagfolk tog transportminister Thomas Danielsen (V) 26. januar hjemmevant fat om grebet på førerhuset af en turkis Volvo FH Electric og trak sig op bag rattet af den nye elektriske lastbil, der kan trække op til 44 tons og har en rækkevidde på op til 300 kilometer. 

Transportministeren var sammen med en række andre beslutningstagere inviteret af Dansk Erhverv, DFDS, Rådet for Grøn Omstilling og Volvo til at få en tur i den store el-lastbil for at sætte fokus på den grønne omstilling af landevejstransporten. 

Lige knap et kvarter efter, Thomas Danielsen var kørt ud fra pladsen foran Børsen, bakkede han tilbage mellem et par lave stensøljer og steg ud, hvor han blev mødt af blandt andre Jesper Kronborg, branchedirektør for Dansk Erhverv Transport.  

”Godt kørt, Thomas, og ikke mindst godt parkeret her til sidst. Hvordan var det at køre bilen,” spurgte Jesper Kronborg.  

”Jamen det var jo lidt dobbelt,” sagde ministeren smilende og fortsatte:   

”På den ene side er det jo fuldstændig ligesom en almindelig trækker og fører, på den anden side føler man, at der hele tiden er noget galt, fordi der ikke er nogen lyd. Så man skal lige tænke over, når man går i gang, at den ikke siger noget. Komforten er fantastisk god i sådan en el-lastbil, det er jo lidt det samme, vi kender fra elbilen, hvor det også gjorde en stor revolution, da man kom fra en fossil bil til en elbil. Så skulle man også lige vænne sig til, at det kan man med en lastbil.” 


Åbenlyse udfordringer 
Dansk Erhverv, Rådet for Grøn Omstilling og Volvo foreslår i fællesskab, at der afsættes 2 mia. kr. til en tilskudspulje for den grønne omstilling af landtransporten. Konkret skal puljen tilvejebringe de første 1.400 el-lastbiler og sikre, at den tunge landtransport bidrager til Danmarks klimamål. Selv har transportminister Thomas Danielsen et særligt indblik i branchen, da han oprindeligt er udlært lastvognsmekaniker. 


”Så jeg har arbejdet meget med lastbiler, men dengang syntes jeg, det var sjovest, når de sagde noget og brølede. Men det har nok noget med ens alder at gøre. I dag ville jeg foretrække en, der siger så lidt som muligt,” siger Thomas Danielsen. Han synes, det er spædendende at opleve, hvad der i dag kan lade sig gøre inden for tung vejtransport på el. For transportbranchen er historisk set CO2-tung.    

”Vi har nogle åbenlyse udfordringer i forhold til, at transportbranchen kommer til at stå for en stor del af Danmarks udledninger, hvis vi ikke gør noget, også selvom vi kigger frem mod 2030. Derfor skal vi gøre noget, og derfor er det også interessant at se fremskridtene inden for el-lastbiler og inden for generelle grønne teknologier,” siger ministeren. 

Samtidig pegede han på, at der er flere ting, der skal spille sammen i den grønne omstilling af landtransporten. For eksempel er der i dag ikke en udbygget lade-infrastruktur til tung vejtransport på el. 
  
”Vi har en udfordring, som er, at det er en forholdsvis ny teknologi, som vi skal have rullet ud, og den skal gå hånd i hånd med hele infrastrukturen. Så det er to ben at gå på, og vi kan ikke bare understøtte det ene kraftigt, så bliver det ikke nogen succes,” siger ministeren. 

Kontakt

Transport

Jesper Kronborg

Branchedirektør for Dansk Erhverv Transport
Medarbejderprofil
Kommunikation & Presse

Liv Østerstrand Rasmussen

Journalist og kommunikationskonsulent